Hold øje med Julia Jacklin: Flossede folkballader om at blive voksen

Den australske sangerinde tegner konkrete og dybt personlige billeder af livet i 20’erne.

Hun lyder som et ømt bekendtskab.
Tja, eftertænksomheden fylder da en del hos Julia Jacklin, men øm er langt fra et dækkende adjektiv for den 25-årige australiers sange. Væbnet med sparsomme virkemidler, hvoraf den elektriske guitar er det foretrukne, udstiller hun sig selv og sine nærmeste i et ærligt, observerende og humoristisk tekstunivers. Forbillederne er Angel Olsen og Fiona Apple, men Jacklin lægger ikke skjul på, at det var tidens popstjerner, der i barndommen fik hendes øjne op for musikken.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Popstjerner, siger du?
Ja, en dokumentar om Britney Spears fik den tiårige Jacklin til at spørge sig selv, hvad hun egentlig havde opnået med sit liv. Ingenting! Ambitionen om at blive socialrådgiver blev kasseret, og i stedet begyndte Jacklin at få klassisk sangundervisning, hvilket ledte til, at hun i gymnasiet skrålede Avril Lavigne- og Evanescence-covers i front for sit første band. Det var imidlertid på en rejse til Sydamerika med veninden Liz Hughes, hvor de to knyttede bånd over en forkærlighed for folkbandet Mountain Man, at Jacklin fandt frem til sin musikalske identitet, der blander folk, country og pop. Nu er debutalbummet ‘Don’t Let The Kids Win’ lige på trapperne.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Du tabte mig ved Evanescence…
Det var ærgerligt, for Julia Jacklin dyrker en lyd, der er klassisk og dybt personlig på samme tid. Sangerindens knækkende countryvokal og minimalistiske guitarspil danner billeder på nethinden fra ophavet Blue Mountains badet i en rødmosset solnedgang, imens teksterne tegner konkrete billeder af livet i 20’erne. På ‘Pool Party’ er det elskerens stofmisbrug, der italesættes, imens Jacklin på debutalbummets titelnummer reflekterer over sin søsters forestående bryllup og forældreskab med de bittersøde linjer: »I’ve got a feeling that this won’t ever change, we’re gonna keep on getting older, it’s going to keep on feeling strange«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det lyder egentlig meget lækkert. Hvor kan jeg lytte?
‘Don’t Let The Kids Win’ udkommer den 7. oktober, og indtil da er det bare om at suse ind på Soundcloud, hvor en håndfuld af sangene allerede ligger. Her kan du også lægge ører til Jacklins fremragende band, Phantastic Ferniture, hvor der er skruet en tand mere op for forstærkeren og tempoet, uden at hendes vokal stråler mindre af den grund.

Læs også: Hold øje med CRX: The Strokes-guitarist Nick Valensis catchy rock’n’roll-projekt

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af