Masasolos debut-ep ‘Breakup’: Psykedelisk rock med bløde pophooks
Vi har allerede mjavet en del om Morten Søgaard (tidligere kendt i konstellationer som Vampire Blow og Ufornia) og hans lovende soloprojekt de seneste mange måneder. Hvorfor det skulle tage så ’lang’ tid at ep-debutere, er svært at lure, for materialet var mere eller mindre allerede ganske flyvefærdigt, da Søgaard uploadede sine sange til KarriereKanonen for mere end et halvt år siden.
Har man fanget Masasolo én eller flere gange henover sommerens live-ridt, vil materialet på ‘Breakup’ derfor også virke endog meget familiært, men det er ikke nogen entydigt skidt ting, medmindre man da havde sat penge på at blive overrumplet. De blide og bløde pophooks, som driver Søgaards lige dele loungede og psykedeliske rock, er lige så genkendelige, klassiske og evigtgyldige, som dem, hans åbenlyse idoler i anerkendte lejre som Tame Impala, Unknown Mortal Orchestra og Mac DeMarco har i ærmet.
‘Breakup’s ene svaghed er primært, at et par af numrene hurtigt kan føles lidt for glatte at vende tilbage til ofte, men ‘My Medicine’ og ‘How It Feels’ river med fræsende og hvinende guitarbidrag velgørende i struben. Søgaard gør sig ganske enkelt bedst, når han giver sig selv lov til at skeje ud og flexe sine guitargude-kræfter. Det er nemlig indlysende, at han er en prima pophåndværker, men i de psykedeliske soli og instrumentale passager kommer Masasolo på den gode måde ud, hvor han ikke kan bunde – hvor der er kant og en smule farlighed.
Den anden er, at tekstuniverset som helhed – og som titlen antyder – tager afsæt i en forlist kæresteforhold. Det er selvfølgelig indiskutabelt kliché i sig selv, og selv om man skal passe på med at bagatellisere andre menneskers personlige tab og afledte lidelser, så bliver det afledte slutprodukt – ‘Breakup’ – altså lyrisk hurtigt en let banal omgang, som tilmed trasker ad i forvejen yderst velbevandrede stier.
De 16 minutter smager dog mest af alt af mere, og ep’en er et skoleeksempel på den fine debut, der kan mangt og meget, men nærmest lover endnu mere. Masasolo har helt sikkert lige så meget uforløst potentiale i ærmet som åbenlyse kvaliteter udenpå tøjet.
Kort sagt:
De blide og bløde pophooks, som driver Masasolos lige dele loungede og psykedeliske rock, er lige så genkendelige, klassiske og evigtgyldige, som dem, hans åbenlyse idoler i anerkendte lejre som Tame Impala, Unknown Mortal Orchestra og Mac DeMarco har i ærmet. De 16 minutter smager dog mest af alt af mere, og ep’en er et skoleeksempel på den fine debut, der kan mangt og meget, men nærmest lover endnu mere.