Sidste år lykkedes det Pete Doherty at komme helskindet ud af et afvænningscenter i Thailand for dernæst at gøre comeback med sine britiske hjemmedrenge i The Libertines på deres første album i 11 år, ‘Anthems for Doomed Youth’.
I år er fokus for den skandaleombruste Doherty dog rettet mod hans forsømte solokarriere, der hidtil kun har rystet 2009-debuten ‘Graceland/Wasteland’ af sig. Men det laves der om på nu. Doherty har nemlig netop offentliggjort, at hans andet soloalbum, som får titlen ‘Hamburg Demonstrations’, er lige på trapperne.
Rygterne om soloalbummet begyndte allerede at svirre i vinter, da han slap den rørende hyldestsang til Amy Winehouse, ‘Flags of the Old Regime’. Et nummer, der vil figurere på det kommende album side om side med dagens dugfriske andensingle med den fine titel ‘I Don’t Love Anyone (But You’re Not Just Anyone)’. Et vaskeægte Doherty-skud i alt fra de organiske guitarfigurer til den charmerende gadedrengs-poesi.
‘Hamburg Demonstrations’, der som titlen antyder er indspillet i Hamborg, lander den 2. december.