The Libertines’ første album i 11 år: Røvballerock fra Thailand
Fem gennemlytninger inde får jeg endelig smidt en redningskrans.
Nedtrykt og apatisk har jeg ellers plasket rundt i noget, som mest af alt minder om ugidelige bølger af harmløs far-rock, leveret af fire tidligere libertinere, som nu, åbenbart, skærer sig selv som middelklasse-Englands nye favoritband – med lunken te og bløde kiks i sofaen.
Balladen ’You’re My Waterloo’ åbner sig på et tidspunkt, hvor jeg gisper efter bare en bismag af den løsslupne charme og intimitet, som engang karakteriserede indierock-romantikerne. »You’ll never fumigate the demons, no matter how much you smoke / so just say you love me for three good reasons / and I’ll throw you the rope«, synger Doherty, og minder mig om hans skarpe lyriske pen. Jeg bliver hevet over, men kun med næsen.
Sangen redder mig dog fra at drukne i den sjaskede og bøvede stemning, som humper sig gennem hele pladen og synes at være summen af dårlige ideer: Den malplacerede storladenhed, de lallede melodier sammen med nyfundne synhesizer-finurligheder og feel good-omkvæd klædt i mandekor. Hvor kom det fra, tænker man?
Fra studiet i Thailand er svaret. Her kunne Doherty være tæt på sin nyeste afvænningsklinik og sin personlige rehab-assistent. Her kunne produceren, Jake Gosling, hvis to seneste produktioner var for One Direction og Ed Sheeran, uforstyrret pusle med sin forfladigede version af The Libertines – ti år efter indierockens død. Omstændighederne kan altså sagtens kaldes umulige for albummet og de gamle drengerøve. Og det pibler op af sporene hele vejen.
For at tage noget med, må man ty til Barât og Dohertys tekster. De to er litteraturhoveder, og lyriksiden topper bestemt musikken. Sangtitler som ’Fury of Chonburi’, ’The Milkman’s Horse’ og ’Gunga Din’ tænder nysgerrigheden – retfærdigvis, da sangene i tekst, sangtitler og temaer blandt andet kommer over kolonialisme og verdenskrige og kaster lyset på centrale engelsk kulturmonumenter som digteren Wilfred Owen, ’Junglebog’-forfatteren Rudyard Kipling og komikerikonet Tony Hancock uden at forkaste historierne om livet som de tyndslidte rockstjerner, både Doherty og Barât, på hver deres måde, må kaldes i dag.
Kort sagt:
’Anthems for Doomed Youth’ er en ugidelig bølge af harmløs farformet pubrock leveret af fire tidligere libertinere. En malplaceret storladenhed, uinspirerede melodier og en nyfunden synthesizer-begejstring sikrer, at en både sjasket og bøvet stemning humper sig gennem pladen, som er summen af dårlige ideer med lyrikken som eneste undtagelse.