School of X: Ingen premierenerver ved vellykket debutkoncert

School of X: Ingen premierenerver ved vellykket debutkoncert

Som del af Red Bull Sound Select-koncertrækken slog Pumpehuset onsdag aften slået dørene op for en spændende liveaften. The Raveonettes var det store trækplaster, men før Sune Wagner og Sharin Foo indtog scenen havde danske School of X livedebut.

Der var dog ingen premierenerver eller slinger i valsen at spore, og vi havde trods alt også at gøre med erfarne kræfter. School of X er centreret omkring Rasmus Littauer, der blandt andet har ageret trommeslager for Reptile Youth og nu er fast mand på Møs live-hold, og han gjorde god frontmandfigur, som han vandrede rundt på scenen som en rastløs løve og leverede sine triphop-inspirerede sange.

Hans anden musikalske metier fornægtede sig ikke, idet numrene tydeligt var bygget op omkring beats, og med den blændende Rune Kielsgaard fra I Got You On Tape bag trommerne blev School of X-materialet sendt særdeles overbevisende ud fra scenekanten.

I ‘Forever’ blev de bastante beats krydret med digitale støjflader, og ‘Tape’ tog virkelig kegler med et intrikat og opfindsomt udtænkt trommespil.

At Littauer ligeledes har sans for det melodisk eftertænksomme indfandt sig i den melankolske ‘Pool of Love’ og efterfølgende ‘Las Vegas’, hvor en saxofon gik i kælen nærkontakt med de stramt eksekverede percussive forløb. Et velfungerende element, som pirrede nysgerrigheden og bragte variation i udtrykket.

De fine takter til trods sporede man dog også en vis ufærdighed i dele af materialet. ‘Dream it Away’ fremstod en anelse gumpetung og besad ikke helt samme format som resten af sættet.

Der var som sagt også tale om en debutkoncert, og anskuet ud fra den præmis kom School of X ganske glimrende fra start. Udtrykket er klart defineret, melodierne stemningsfulde, arrangementerne spidsfindige og samspillet helt i top. Littauer kan roligt indstille sig på en lovende fremtid i scenens forgrund.

Læs også: Premiere: Danske School of X debuterer med længselsfuld dreampop på ‘Las Vegas’

School of X. Koncert. Pumpehuset.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af