Wanted: Hvem er Francis and the Lights, der laver musik med Chance, Frank Ocean og Bon Iver?

Han er dansekammerat til Bon Iver, venner med både Chance the Rapper og Kanye, og han har netop lavet musik med The Weeknd, Cashmere Cat og Frank Ocean. Men hvem er denne mystiske Francis, der er blevet stjernernes nye legekammerat? Vi har tegnet hans musikprofil.
Wanted: Hvem er Francis and the Lights, der laver musik med Chance, Frank Ocean og Bon Iver?

ID

Francis Farewell Starlite alias hovedperson i Francis and the Lights. Projektet er primært et soloforetagende, men består med Francis’ egne ord af »mig selv og dem, der ellers er involveret. Inklusiv dig«. ‘The Lights’ refererer med andre ord ikke til et band, men til dels scenelys, dels computerskærmene, som en del af musikken bliver til på.

Seneste spor

New York-baserede Francis Starlite kom for alvor ind på alle musikalske lystavler, da han tidligere på året bidrog til Chance the Rappers stærke ‘Coloring Book‘-nummer ‘Summer Friends’ med et sample af sit eget track ‘Friends’. Originaludgivelsen, der hjælpes på vej af både Bon Iver og Kanye West, udkom senere på sommeren som single akkompagneret af en mesterlig video, hvor Francis og Bon Ivers Justin Vernon giver en legendarisk lille synkrondans.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Seneste nye samarbejdspartner er Frank Ocean, der har nydt godt af Francis’ kyndige hænder på en række numre på både ‘Endless’ og ‘Blonde’ – se Francis’ egen Twitter-liste over sine bidrag nedenfor. For eksempel virker det tydeligt, at Francis har hjulpet med vokalarbejdet på ‘Close to You’.

Hertil blev søgelyset på Francis for nyligt intensiveret yderligere, da han slog sig sammen med The Weeknd og Cashmere Cat på den hjemsøgende synthskæring ‘Wild Love’.

Partners in crime

Foruden de førnævnte partnere – Chance the Rapper, Bon Iver, Kanye West, The Weeknd, Frank Ocean og Cashmere – har Francis også samarbejdet med en lang række andre prominente navne inden for forskellige genrer.

Allerede i 2010 kiggede han forbi en håndfuld turneer som opvarmning for både Drake, MGMT, Kesha, La Roux og Mark Ronson. Samme år var Francis med til både at skrive og producere nummeret ‘Karaoke’ fra Drakes debutalbum, ‘Thank Me Later’.

Personlig musikprofil

Francis Starlite har som Francis and the Lights begået en række udgivelser på egen hånd. Debut-ep’en ‘Striking’ udkom i 2007 og efterfulgtes i 2008 af ep’en ‘A Modern Promise’ og i 2010 af ‘It’ll Be Better’. Sidstnævnte udkom via Cantora Records, der desuden også har MGMT i stalden. Ep nummer fire, ‘Like a Dream’, kom til verden i 2013 og er sidste synlige udgivelsesplet på Francis’ attest, inden hans debutalbum ‘Farewell, Starlite!’ gerne skulle lande senere på året.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Musikalsk dna

Lytter man til Francis and the Lights’ tidligere ep’er, bliver man først og fremmest mødt af en særdeles velskåret, fængende omgang 80’er-flashbacks. Særligt excellerer Francis ud i solide funkhymner med sexet slap-bas, lyse synthkeys, silkebløde falsetter og insisterende rytmer, der får enhver hofte til at vrikke – som en Prince-nyfortolkning a la Blood Orange.

Blandt de seriøse funkvibes finder vi også helt nedbarberede, folkede ballader og minimalistiske pophits, hvor Francis’ både vokal- og produktionsmæssigt tenderer til den helt tilbagelænede sødmefulde lyd a la Phil Collins eller Peter Gabriel, som var lyden taget ud af en 80’er-compilation side om side med Fine Young Cannibals og Simple Minds.

Foruden ep’erne har Francis også stået bag soundtracket til den Jake Schreier-instruerede sci-fi-film ‘Robot & Frank’. Her er der tale om en række små, stemningsfuldt smukke instrumentalstykker, der i sin rørende helhed danner sine helt egne overmåde lytteværdige eventyr.

Frem for alt er der i Francis’ musikalske DNA-mønster en rendyrket retro-glæde, hans følelsesmættede, lyse vokal og ikke mindst en gennemgående sans for musikkens detaljer og harmonier, der nøje udvælges og leges med i hvert et nummer med minimalistisk, sikker hånd.

Netop disse aftryk har han sat i de nævnte nylige (såvel som ældre) samarbejder, og specielt hans unikke arbejde med vokaleffekter er noget, som har smittet vennerne – det er nemlig ikke bare auto-tune. Tjek bare dette Chance the Rapper-interview (omkring 10:00), hvor rapperen hylder Francis’ specielle ‘prismizer’-lyd. Det er den, du blandt andre hører på Frank Oceans ‘Close to You’ og i starten af Chance the Rappers ‘Summer Friends’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hvorfor er han først kommet rigtigt i søgelyset nu?

Nok har han begået musikalske drengestreger i årevis, men Francis Starlite er og har alle dage været en enormt privat person.

Han beskrev det ganske udmærket selv, da han afbrød den rungende stilhed, der herskede under et interview med The Aesthete med ordene: »I don’t want… to talk… that much«.

Det må vi jo så godtage – så længe han fortsætter med sine pragtfulde soloperler og sublime samarbejder. Selv om han nu er kommet ud til det meste af USA med den ret så sublime optræden i ‘Good Morning America’ ved siden af Chance the Rapper (nedenfor).

Mest af alt virker det dog som om, Francis er blevet så gode venner med og har fået så stor indflydelse på en række ret så prominente musikere, at det i dagens verden er umuligt at holde sig ude af rampelyset.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af