Hold øje med 070 Shake: Grødet hiphop-croon fra New Jerseys gader

Snakken om hiphop-sangerinden 070 Shake har boblet i internetkrogene den seneste tid. Er man fan af genresplejsning, er der næsten ingen vej uden om den muligvis nyeste signing hos G.O.O.D. Music.
Hold øje med 070 Shake: Grødet hiphop-croon fra New Jerseys gader
Shake i en reklame for tøjmærket Kith. (Foto: Nolan Persons)

Shake-a-hvad-for-noget?

For det meste bare Shake. Ofte ser man dog en ledsagende nummereret signatur ved siden af hendes alias, der skyldes, at hun uafladeligt repræsenterer sit musikkollektiv, 070, som er skyld i, at hun på iTunes i al fald listes som 070 Shake. Nummertagget kommer sig af de tre første cifre i den nordøstvendte delstat New Jerseys pinkode, som Shake og resten af sjakket har hjemme i og stolt skilter med.

Der er ikke så meget slinger i valsen med hensyn til hverken holdets eller den drengepigede frontkvindes tituleringer. Til gengæld er der en pokkers masse stemmeslinger – af den fede og upolerede slags – i Shakes rå barytonstemme. Hør bare nedenstående single ’Thru the Speakers’, hvor hendes vokal vitterligt skinner tungt og blændende igennem ved siden af crew-kammeraten Phi.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ja ja, der er mange, der kan synge. Kan hun mere end bare det?

Shake kan faktisk lidt af det hele. Hun besidder en røst, der er mere overrumplende end hendes ansigtstatovering og mere modstandsdygtig end de robuste dobbeltfletninger, hun ofte er iført. Stilen beskrives måske bedst som en kvindelig pendant til Fetty Waps pendulsvingende og nynnevenlige trap-ballader med supplerende medrivende produktion ofte på vegne af producerholdet The Kompetition, hvis ene halvdel, Ether, selv er med i 070-kliken.

Til trods for den 19-årige novices alder og manglende skolegang indsvøber Shake sine vokalvinklede bundfaldslinjer i temaer om både kærlighed, stofmisbrug og livsambitioner – som på den fængslende ’No Enemies’, hvis omkvæd selvbevidst kredser om at skabe noget for sig selv. Men også hendes stedvise lokomotivleveringer luftes på trackets andet vers. Hun kan ikke så lidt.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Interessant. Har andre fået øjnene op for hende?

Ja, og gudskelov for det. Shake har allerede gjort sig særdeles positivt bemærket i hjemlandets forskellige områder gennem afgørende spilletid hos nogle af de større amerikanske radiostationer. Et par brandvarme koncertgigs er det også blevet til, blandt andet til Red Bull Music-tamtammer.

Tager du ikke vores anbefalingsgloser for gode varer, er det værd at vide, at rygtebørsen for Shake melder om en potentiel kontrakt med ingen ringere end Kanye Wests G.O.O.D. Music. Intet af det er dog endegyldigt beseglet endnu, så vi har lavet lidt gravearbejde.

good music-shake-twitter-follow

Ovenfor ses de forskellige Twitter-profiler, som G.O.O.D. Musics Twitter-konto følger. Det skarpe øje vil lægge mærke til, at artistpuljen stemmer overens med pladeselskabets signerede kunstnere – og i nedre højre hjørne figurerer Shakes Twitter altså. Det kunne meget vel være en forsigtig og halvskjult verificering på, at hun er i stald hos Kanye.

Oven i hatten varetages Shakes managerpligter af den såkaldte YesJulz, som er tæt med Travis Scott og for nyligt blev udpeget som nyeste A&R-medarbejder for G.O.O.D. Musics distributør, Def Jam. Som bekendt har Scott en ualmindelig solidt plantet fod inden for døren hos det prominente label, som han selv er producer under, så der har vi måske forklaringen på, hvordan forbindelsen opstod.

Okay, hun er sgu ret overbevisende. Hvornår kan man forvente noget mere fra hende?

I skrivende stund er Shakes fremtidsplaner indhyllet i mystik. Der ventes fortsat på en officiel bekræftelse på, at hun har kontrakt hos G.O.O.D. Music. Hun arbejder dog eftersigende på sin forestående debutudgivelse, som skulle lande i en ikke alt for fjerntliggende fremtid. Hvis hun ér under vingerne på Kanyes pladeselskab (som beviserne peger på), er det antageligvis i samarbejde med dem, debuten spyttes ud. Det er slet ikke utænkeligt, at G.O.O.D.-korpset venter med at annoncere medlemskabet til de kan ane en udgivelsesdato.

Derudover ser Shake og resten af 070-slænget ud til at brygge på et kollektivt projekt med det fyndige navn ‘The 070 Project’. Så det er bare med at holde øjne og ører åbne.

Indtil da kan du gå på opdagelse i hele hendes Soundcloud-repertoire lige HER.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af