I lørdags uddelte Kronprisparret deres årlige priser, som tilfalder ekstraordinære indsatser inden for kultur og socialt arbejde. Årets vindere af Stjernedryspriserne blev musiker og mundharpist Mathias Heise samt tegnestuen Johansen Skovsted Arkitekter. Kulturprisen røg til filminstruktør Tobias Lindholm, der blandt andet står bag sidste års Oscar-nominerede ‘Krigen’, mens den Sociale Pris blev tildelt Børn, Unge & Sorg.
Under årets show, der fandt sted i Musikteatret Holstebro, blev scenen desuden overladt til en række kunstnere – heriblandt både Karl William, Saveus og Lars H.U.G., der gav hver deres bud på en såre solid optræden.
Karl William optrådte med ‘Alt er fint’ fra hans seneste ep, ‘Livet’, Saveus med sin seneste single ‘Everchanging’, mens Lars HUG leverede ‘Mon de kan reparere dig’ – et nummer, der trods sine godt 30 år blev gjort aktuel i aftenens anledning, idet den besynger den såkaldte »vægtløse kærlighed«, som vi ved et kort, fint videoklip blev mindet om, at Kronprinsen ligeledes nævnte i talen til sin brud tilbage i 2004. Gensynet med klippet frembringer desuden en lille, herlig grimasse hos æresgæsterne lige i starten.
Vinderen af den ene Stjernedryspris, Mathias Heise, optrådte desuden med en omgang mundharpe-jazz i selskab med Pernille Rosendahl.
Tidligere musikalske vindere af de ærefulde Stjernedryspriser tæller blandt andre Mø, The William Blakes og Oh Land.
Læs også: Se Ukendt Kunstner spille ‘Overleve’ og ‘Fucking Nummer’ til eksklusiv P3-session