Sidste uge udkom A Tribe Called Quests comeback-album ’We Got It From Here… Thank You 4 Your Service’, der selv efter 18 års studieretræte er et vidnesbyrd om, at de legendariske hiphoppere stadig har kreativitet flydende i årerne.
De fleste hiphopfans ville nok stille sig til takke med det endegyldige album, men der ser nu muligvis ud til at være flere gode nyheder på vej fra Q-Tip, Ali Shaheed Muhammad og Jarobi White, da snak om en eventuel verdensturné er blusset op.
I et nyt interview med Billboard har Q-Tip nemlig åbnet op for muligheden.
»Det her er vores sidste plade, og vi tager formentlig på en verdensturné. Efter det er det dét resten af vores liv«, lyder den kontante udmelding fra frontmanden.
I interviewets andre passager lufter rapperne desuden deres tanker om Donald Trumps præsidentsejr, som de har en meget skarp mening om.
Og netop Trump-kritikken ser ud til at være et muligt tema i trioens nyligt udgivne musikvideo for nummeret ’We the People…’, der foruden et stort levende vægmaleri af det nu afdøde medlem, Phife Dawg, skildrer en massiv gadeprotest.