For nyligt slog Chance The Rapper et smut forbi BBC-radiostationen 1Xtra for at optræde med to live-numre inden en koncert i London som led i sin Magnificent Coloring-turné, der tog ham forbi Falconér Salen i sidste uge.
Siden har Chance grundet uspecificerede personlige anliggender aflyst resten af turnéen – muligvis for at tilse sin gode ven og kollega, Kanye West, der for tiden har det vanskeligt – men inden da nåede han et længere interview med 1Xtras DJ Semtex om løst og fast.
I den halv time lange snak kommer Chance blandt andet ind på sine musikalske begyndelser, sin store fascination af Kanye og hvad hans næste træk er.
»Hvad det næste er? Jeg udgiver nok et album (…). Jeg kender ikke det præcise format, hver gang jeg laver noget, men jeg har altid en idé om det, og jeg tror det, jeg arbejder på lige nu, er et album. (…) Mine mixtapes har været anset som albums i lang tid, så det skal være noget andet«, lyder fremtidsplanerne blandt andet omtrent 26 minutter inde i interviewet.
Der var også tid til at runde Chances meget personlige forhold til den nu afgående POTUS, Barack Obama, Kanyes præsidentchancer i 2020, og det nuværende politiske klima i USA med Donald Trump som kommende overhoved i det ovale kontor.
Læs også: Hiphoppen har genfundet sin politiske stemme – derfor er rapmusikken vigtig igen