Chance the Rappers technicolor-fest i Falconer Salen havde plads til forbedring
Ingen traditionel intro, ingen spildtid, stort set ingen smalltalk blev det til fra Chance the Rapper, som han tronede frem på Falconer Salens podie iført sin velkendte tretalskasket og en simpel sort jakke. Humøret sigtede efter at blæse taget af aulaen med lidet plads til formel prolog.
Og det var helt fint med publikum.
I skærende kontrast til det opvarmende dj-set med Chief Keef-sange var det til tonerne af det opløftende hit ’Angels’, at Chance fattede mikrofonen og tog kærligt hånd om den. Derefter fulgte den mere underspillede ’Blessings’, der hev tempoet lige så hurtigt ned, som det var blevet banket op – noget som skulle vise sig at blive en strømpil for store dele af en stemningsoscillerende opvisning.
De store udsving fungerede dog i første halvdel af showet, der hurtigt etablerede sig som et boblende farveladeoptog med sindrig lyssætning, grønne Coloring Book-farvekridt på det visuelle bagtapet og et gunstigt backingband i form af – hvem ellers – The Social Experiment.
Hele bandet fik lov til at skinne, især trompetisten Nico Segal (tidligere Donnie Trumpet, inden Donald Trumps valgsejr), som pressede hvirvlende noder ud over menneskeskaren på et gulv, der var pakket til bristepunktet. Med en nærmest radioaktiv udstråling blev ’Pusha Man’ fremført til et atmosfærisk kogepunkt og derefter tempererende afløst af mere beherskede skæringer som ’Cocoa Butter Kisses’ og en psykedelisk lillabadet ’Brain Cells’ fra debut-mixtapet, ’10 Day’.
Selv var Chance fornøjeligt oplagt, fint afbalanceret mellem taktfast dirigent, lalleglad rapper (der glemte dele af sit vers på ’All Night’) og veltimet komiker – som når han efter midterstykket i ’Favorite Song’ stod som forstenet på scenen i nogle sekunder for derefter pludselig at udbryde »fellas, make some noise«.
Humoren fik til alt held lov at fortsætte på hans persiflerende gæstevers af hverdagsonder på Action Bronsons ’Baby Blue’, mens både BJ The Chicago Kids ’Church’ og Kanye Wests ’Ultra Light Beam’ satte et sakralt prædikende aftryk på stemningen, inden ’No Problems’ fik selv de bageste lægter til at skælve af ophidselse.
Men som showet skred frem, blev de energiske powerhouse-sange for få og beruselsen for kortvarig. Man ønskede, at Chance lige fyrede et ekstra opløftende technicolor-højdepunkt af, inden han atter førte publikum tilbage til de besindige sange med vores tanker tydeligt fæstnet på næste eksplosion.
Ud over en tydeligt bevægende fremførsel af ’Summer Friends’, hvor den blinkende synthesizer godt nok ikke kom helt til sin ret, gik luften en smule af ballonen under afdæmpede skæringer som ’Smoke Break’, ’Juke Jam’, ’Finish Line’ og ’Same Drugs’, hvor hovedpersonens insisteren på at sidde på en roadie-kuffert også satte en kæp i hjulet på atmosfæren.
’Sunday Candy’ blev præsenteret som sidste nummer og gjorde flot figur med både veloplagt rap og karaoketekst i baggrunden, men ’Blessings (Reprise)’ fik alligevel lov at sætte punktum for en koncert, hvis klimakser i anden halvdel lod vente for længe på sig. Til Chances næste danske besøg kunne det snildt ordnes med en simpel omarrangering af setlisten.
Se flere billeder fra koncerten HER.
Læs også: Chance leder den nye bølge af Chicago-hiphop: Disse fire rappere skal du også kende