Chance leder den nye bølge af Chicago-hiphop: Disse fire rappere skal du også kende

Chance The Rapper giver i aften udsolgt koncert i Falconer Salen. Med smitsom livsglæde og eviggyldig optimisme har han i spidsen for en ny bølge af optimistisk Chicago-rap formået at bjergtage fans verden over – men han står altså ikke alene. Her er en kort introduktion til fire ligesindede artister fra den vindramte metropol.
Chance leder den nye bølge af Chicago-hiphop: Disse fire rappere skal du også kende
Chance The Rapper (Foto: Kevin Winter/Getty Images)

Chicago har længe været kendt for sit skrækkelige image som USA’s værst mordplagede metropol i det nordøstlige hjørne af Illinois. De skyhøje drabsrater har ikke blot floreret som bekymrende nyhedsoverskrifter, for også den dødsbårne hiphop-undergenre ved navn drill – hvis vridborende navn ulmer næsten lige så foruroligende som dens kompromisløse indhold om bandeopgør, stoffer og vold – har i flere år været byens musikprofil udadtil med blandt andre Chief Keef som bannerfører.

Alligevel rummer Chicago langt mere end endeløs fortvivlelse og flydende blodstrømme, og det er der et nyt vækstlag af spirende positivitetshiphop, der foruden Chance The Rapper ivrigt forsøger at fortælle os – og de samarbejder gavmildt på kryds og tværs.

Saba

22-årige Tahj Chandler fik fortjent bevågenhed efter et opsigtsvækkende vers på Chance The Rappers gennembruds-mixtape ’Acid Rap’ og atter engang på dette års ’Angels’ fra ’Coloring Book’.

Men Saba er langt fra blot et kluntet sidekick til Chance. På trods af en opvækst i Chicagos belastede West Side-kvarter blev bandeliv og hurtige penge sorteret fra til fordel for fordybelse i både litteratur og musik, hvor han i en ung alder endte med at stifte bekendtskab med Chance til et af byens utallige open mic-arrangementer. Siden har tingene kun udviklet sig i rigtig retning, og med et allerede imponerende bagkatalog af mixtapes og gæstevers bag sig – med både Chance, Noname, Mick Jenkins og Joey Purp – udgav han for nyligt sit debutalbum ’Bucket List’.

Foruden at kunne både synge og rappe har Saba oparbejdet et dedikeret talent for produktion af både egen og andres musik med forkærlighed for varme og organisk klingende toner, der skæver til elementer af soul, jazz og trap. Således har han siddet bag producerknapperne på godt halvdelen af både sin eget ’Bucket List’, men også Nonames ’Telefone’-projekt fra i år. Selv ser han sig selv som fortaler for den lidet belyste side af Chicago, hvor håb og drømme ikke opgives til trods for et dystert samtidsbillede.


Noname

Videre fra Chicagos West Side til South Side, hvor vi finder den nye hiphopbølges fremmeste hunkøn, nemlig anonymt navngivne Noname, der sit kunstnernavn til trods har formået at skabe sig noget af et navn.

Fatimah Warner hedder hun borgerligt, og bag det 25-årige ydre gemmer sig endnu en open mic-entusiast, der er gode venner med Chance og resten af slænget. Ydermere gjorde Noname sig fortjent til en fornem tredjeplads i verdens største poetry slam-konkurrence Louder Than a Bomb.

Siden blev poesien skiftet ud med rap, og det kan man ikke bebrejde hende det mindste, hvis man hører debutmixtapet ’Telefone’ fra i år, der som én lang erindringsstrøm fra barndommens aspirationer til fremadskuende håb tog seriøse kritikerkegler.

Nonames lyd betegnes bedst som personligt charmerende med politisk bid. De gode sange på ’Telefone’ står egentlig i kø, men hør for eksempel ’Forever’ – som Saba har haft producerfingrene i – der med opløftende finurlighed beretter om drømmende livsambitioner i en ellers mørklagt storby.


Mick Jenkins

Nok er Chicagos fremadstormende hiphop forhåbningsfuld og glasset-halvt-fyldt, men ikke alle kan lyde lige så sprælsk lalleglade som Chance, og det er 25-årige Mick Jenkins et levende bevis på. Han har som den eneste af disse artister ikke et påtaget kunstneralias, da han foretrækker at være ligefrem og sidestille mørket med lyset i et introspektivt miks af musik, som ingen andre gør kunsten efter.

Af den grund er hans lyd også mere melankolsk og eftertænksom end de andres, men altid med et fortrøstningfuldt (og gerne religiøst) budskab, der aner et lys for enden af den lange, dunkle tunnel, han kalder for samfundet.

Jenkins’ musikalske virke begyndte i 2012 som medlem af både den lokale hiphopgruppe Free Nation og poesikollektivet Young Chicago Authors, hvor han kom i samme kredse som Saba allerede i 2012. Lige siden har de to løbende slået pjalterne sammen, men også samvirker med både Chance, Noname og Joey Purp er det blevet til for den grublende Jenkins på henholdsvis mixtapet ’The Water(s)’ og debutpladen ’The Healing Component’.


Joey Purp

Fra Saba, Noname og Mick Jenkins lander vi fluks over i Joey Purps varierende boldgade(r). Joey Davis, som den unge rapper hedder, voksede modsat de andre op i forskellige dele af Chicago, hvilket gudskelov har betydet alt andet end manglende musikalsk fodfæste.

For hvor de andre godt kan fremstå som håbefulde dydsmønstre, der er betænkelige om hver mindste ytring, er der en fandenivoldsk bekymringsløshed over Purp. Han er klassens frække dreng med hjertet og humoren på rette sted, og selv om han er medlem af byens SaveMoney-crew, der tæller blandt andre Chance og Vic Mensa, er han fuldstændig i sin egen liga, når det kommer til energiudladninger og narrativ kreativitet.

I sommer udgav han mixtapet ’iiiDrops’, der ramte skiven i stort set alle henseender gennem en nærmest tryllebindende evne til at sammenvikle samfundskritik, spidsfindig humor, feel good-stemning og fantastiske beats – der i øvrigt betød, at vi glædeligt kvitterede med en sjælden topkarakter.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af