Joey Purps energiske ‘iiiDrops’-mixtape er helstøbt Chicago-hiphop
Det Chicago-baserede hiphop-kollektiv SaveMoney er i de seneste par år blevet synonym med navne som Chance the Rapper, Vic Mensa og Saba, der alle har udgivet anmelderroste plader på samlebånd. Derfor er det naturligt, at den 22-årige rapper og medstifter af SaveMoney, Joey Purp, hidtil kun har luret i kulissen. Ud over mixtapet ’The Purple Tape’ fra 2012 er det kun blevet til et par singler og gæstevers hist og her.
Det er ingen overraskelse, at Purp på bedste SaveMoney-manér har valgt at udgive sit nye album som et mixtape. Beslutningen afspejles dog ikke i materialet, der musikalsk og lyrisk skiller sig ud som et dikotomisk opbygget sammensurium af både tragiske og humoristiske beretninger fra Chicago aka ’The Windy City’.
Hvor Purp på sit først mixtape mest af alt lød som en halvhjertet efterligning af kollegaen Curren$y, er en gennemgående styrke ved ’iiiDrops’ hans evne til at invitere lytteren indenfor i sin verden. Her formår Purp at fastholde én takket være relaterbare tekster, som leveres i et univers af omskiftelige og uforudsigelige beats, der alle er tilpasset temaet i hvert track.
Det skaber en synergi mellem lyd og tekst, som er afspejlet i samtlige 11 tracks – lige fra den soul-inspirerede, bombastiske downtempo-åbner ’Morning Sex’, hvor han rapper »I’ll show you how it feel to see a homocide«, til den The Neptunes-klingende ’Girls’, hvor Purp sammen med Chance the Rapper tegner et (ganske morsomt) billede af de ekstravagante damer med dyre vaner, de begge er nede med.
Det er som rapper og lyriker, Purp for alvor skiller sig ud. Hans energiske flow kommer især til sin ret med det tunge basspor og den let plørede lyd på ’When I’m Gone’, hvor han akkompagnerer historien med et løbende ræsonnement. Det energiske udtryk bliver kun forstærket, når Purp vekselvirker mellem at snakke (»Imma keep going now«) og rappe. Samtidig præges stemningen af samfundskritik indsvøbt i ironi: »They wanna fire the teachers, policemen and the preacher / I guess religion is useless and education evil«.
Det hele kulminerer på ’Photobooth’, hvor Purps ustoppelige talestrøm og den fart, han angriber beatet med, skaber en følelse af at være fanget i en krydsild, hvor det gælder om at få fortalt så meget som muligt, så hurtigt som muligt. Han nærmest skriger ind i mikrofonen i bedste Kendrick Lamar-stil. Det stopper ikke. Hans stemme skaber en rytmisk forskydning i forhold til beatet, der byder på alt fra horn, tung bas, stortrommer og strygere.
Purp rammer i virkeligheden plet med alt. Selv på ’Kids’, som præges af en kraftigt autotune-forvrænget stemme a la Future, leverer han et intelligent og rørende vers om børn og stoffer på et trap-inspireret beat. Og på ’Winners Circle’ mod slutningen af albummet byder Purp ironisk lytteren velkommen (»welcome to the winners circle«) på et beat, der rummer synthdetaljer, klaver og triumferende trommer. Her leverer han meget passende den måske skarpeste linje på hele mixtapet: »I done seen kids steal drugs from their own parents / just to start a habit that they would inherit«.
En helstøbt hiphopudgivelse fra alle hjørner af The Windy City.
Kort sagt:
’iiiDrops’ er Joey Purps til dato bedste og mest helstøbte udgivelse, der byder på alt fra intense portrætter af livet på gaden i Chicago til humoristiske historier om sex, stoffer og damer og kritiske gennemgange af samfundet. Purp og hans energiske rapstil finder sig til rette i sammensuriummet af forskelligartede beats, alle karakteriseret af en clean lyd der minder om alt andet end et mixtape.