Fuld smæk på Hennessy-jongløren Schoolboy Q’s håndpistolfest

Hverken dårlig opvarmning eller en skrattende mikrofon kunne holde publikum fra at holde en uafbrudt fest under Schoolboy Q’s besøg i Store Vega.

Selv om salen endte i en fest uden lige, startede aftenen godt nok underligt med Mouthe som support. Over sært synkoperede trapbeats rappede han med en Darth Vader-agtig stemmeforvrænger, der desværre virkede som en gimmick, der blev trukket væsentligt længere, end den kunne holde. Mellem sangene fyrede han uoverbevisende fraser af: »This song is about LSD, this song is about the coca, if this place burns down tonight, it’s not my fault«.

Publikum var dog rimeligt overbærende og blev belønnet med en anden opvarmningsrunde orkestreret af Schoolboy Q’s tour-dj. Den mand fortjener en lønforhøjelse. Han var antitesen til de Macbook-statister, der tit lader rappere være det eneste liv på scenen til hiphopkoncerter. I stedet brugte han det meste af koncerten på at surfe på toppen af dj-pulten, lede crowden an i skrålen og underholde, mens der var knas på Schoolboy Q’s mikrofon.

De to åbnede festen med ’Gangsta’, og der var ikke meget, der stod stille efter. Der skulle ikke mere end et par sekunders vandpause til, før publikum utålmodigt brød ud i sang, og uanset om det var numre fra den nye ’Blank Face’ eller tidligere projekter, blev selv mere tilbagelænede tracks fremført eksplosivt.

Da han en enkelt gang blev lidt refleksiv og åbnede ’Blessed’ med at fortælle om en ven, der mistede et barn, startede der en ny moshpit og flere ’lå-lå-lå’-råb. Det var næsten upassende, men publikum ville have fest, og da Schoolboy Q fuldstændig ubesværet gled over i at rappe Kendrick Lamars ’Backseat Freestyle’ og ’m.A.A.d city’, løftede taget sig.

Moshpitten fortsatte under ’Dope Dealer’, hvor hele crowden på rapperens instrukser kastede pistolfingre op igennem de små røgskyer, der bredte sig over det meste af gulvet.

I det hele taget brugte Schoolboy Q en stor del af koncerten på at lege entertainer. Han kastede en flaske Hennessy op til tørstige fans på balkonen, han puffede lidt på en joint fra en tilskuer, og han gejlede op til en beef mellem Sverige og Danmark. Selv om man skulle tro, at den slags koncertklicheer er lidt fortærskede, åd publikum det råt.

Han sluttede af med en tredobbelt salto af ’Man of the Year’, ’That Part’ og ’Hell of a Night’, og det var svært ikke at være stærkt tilfreds med den fem kvarter lange gangstarap-fest.

Læs anmeldelse: Schoolboy Q ‘Blank Face’

Schoolboy Q. Koncert. Store Vega.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af