Det blev en rigtig ringe aften for de københavnske Kent-fans, der i aftes valfartede til Forum for at opleve den svenske gruppe spille deres allersidste koncert på dansk jord. Så sent som en halv time inden dørene åbnede i Forum, aflyste Kent.
Nyheden blev delt via den svenske kvartets Facebookgruppe med meddelelsen om, at aflysningen skyldtes, at forsanger Joakim Berg havde fået sangforbud fra sin læge.
Joakim Berg tyede senere på aftenen selv til tasterne på Facebook og sendte en dybtfølt undskyldning ud til sine skuffede fans:
»Jeg har en virusinfektion på stemmebåndet, som begyndte i en let forkølelse. Ekspertlægen, jeg mødte i dag, frarådede mig stærkt at gennemføre koncerten i aften. At synge i min tilstand ville sandsynligvis lede til komplikationer (f.eks. sår på stemmebåndet) og kunne true resten af årets koncerter.
Ingen er mere ked af det end jeg over, at det ikke lykkedes at gennemføre aftenens koncert i København. Jeg forsøgte lige til det sidste. Jeg beder alle, der har rejst/taget til arenaen om undskyld om og om igen. Vi har aldrig under vores karriere aflyst et gig, og vi har troligt spillet over tusind koncerter. Det er overhovedet ikke sjovt.
Koncerten er nu flyttet til søndag den 4. december. Vi håber, alle kan komme dertil. Endnu engang er jeg så ked af besværet. Tak & Undskyld«.
Koncerten er, som Berg skriver, rykket til søndag den 4. december, hvortil de købte billetter fra den aflyste koncert gælder. Yderligere information vedrørende billetter kan hentes hos Billetlugen.
Læs også: Yung-frontmand annoncerer nyt soloprojekt – hør ‘At Least…’