Vince Staples får sit eget radioprogram på Apple Music

Vince Staples får sit eget radioprogram på Apple Music
Foto: Kevin Winter/Getty Images

Vince Staples er en mand af mange talenter. På halvandet år har han ikke alene udgivet et mesterligt dobbeltalbum og en stærk ep, han har også vist sig som en regulær komiker med skarp observans og vittigt medietække.

Derfor var det måske blot et spørgsmål om tid, før den unge Long Beach-rapper med hang til dystopisk samfundsskildring fik sit helt eget radioshow. Således er det gået til, at Staples for nyligt offentliggjorde sin helt nye rolle som vært for et kommende Beats 1-radioshow ved navn SEABS (Section Eight Afterhouse Broadcast System), der får premiere på Apple Music natten til mandag ved midnat dansk tid.

Ifølge en amerikansk pressemeddelelse vil SEABS være et piratradiolignende program med musik og interviews kurateret af Staples med det tvetydige formål at oplyse og distrahere sindet. Med afsløringen af showet følger også en trailer, se nedenfor, hvor en eftertænksom Staples står ved strandkanten til lyden af havets skvulp og (hans efterhånden foretrukne) mågehyl.

Hvad Section Eight Afterhouse Broadcast System nøjagtig vil indeholde, kan kun tiden vise. Efter første udsendelse sendes programmet hver tredje torsdag i måneden i samme tidsrum.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

seabs

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af