‘Prima Donna’: Vince Staples vender tilbage med effektivt stormløb
’Prima Donna’ er den type ep, der kan vise sig som et kreativt mareridt for forfatteren. Den har rollen af at være lillebror til det dystre magnum opus ’Summertime ’06’, der fastslog Staples som en fængende historiefortæller. Men hvis ’Summertime ’06’ var hans hidtidige milepæl, er ’Prima Donna’ et koncist indblik i forfinelsen og videreførelsen af hans patenterede postapokalyptiske rap. Med blot 22 minutter at boltre sig på – og drypvise skits, der forkorter musikessensen yderligere – er det et tidsmæssigt knapt projekt, der skærer ind til benet.
Med en lydside, der ofte minder om Run the Jewels’ furiøse bas- og synth-anarki, indledes ep’en med en døsig skit, hvor Staples gengiver en kendt amerikansk børnegospel. Men noget er galt. Før man ved af det, lyder der et højlydt brag fra en pistol, og man kastes hovedkulds ind i et bidende helvedesunivers med ’War Ready’ og den ironisk navngivne ’Smile’.
Hvor førstnævntes rolle er at portrættere Staples som frygtløs fodsoldat på gaden, behandler sidstnævnte hans jagt på succes, hvor venskaber har måttet lade livet.
Staples’ nyfundne kendisstatus er en gennemgående tematik, som han forholder sig mere end blot kritisk til: »Buy a million dollar home and blow my dome to paint the kitchen«, ytrer han hjernevridende på titelsangen. På den gribende ’Loco’ ser han sig selv som en sort Kurt Cobain, der nærmere bliver kvalt i spotlyset frem for at trives i det: »Don’t she know I’m staring in the mirror with a .44 / tryna get my head straight«.
Som Staples-loyalister vil bemærke er disse underliggende ragnarokmotiver ingen nyhed, og det er derfor kun en delvis fornyelse, der kommer til skue på ’Prima Donna’. Mens lyrikken mestendels trasker rundt i det samme univers om vold, apati og nu også forkvaklet håndtering af stjernelivet, er det dog en anderledes hyperaktiv Staples, der folder vingerne ud på strofernes levering.
På ’Loco’ holder man vejret allerede fra første vers, mens han udsøgt holder trit med et beat, der lyder som en sprængfarlig nedtælling, som vil gå i momentant udbrud hvert sekund. Det samme gælder den sublime, James Blake-producerede ’Big Time’, hvor Staples på fornemmeste vis kanaliserer en Danny Brown-pastiche på andet vers, der efterlader lytteren forpustet og omtumlet. Også hans beatselektion tager et velkomment gamblende træk på især udskæringen ’Pimp Hand’, der lyder som en ringlende defibrillator i fuld sving.
Som noget nyt rappes der om celebrity-dekadence, men det er med en konstant kølig distance og en snerrende samfundskritik, der fungerer mere som ironisk katalysator end så meget andet. Takket være ep’ens begrænsede omfang er det dog ikke megen plads, den kærkomne berømmelsessnak får. Når der ikke rappes om potentielt selv- og karaktermord på baggrund af bestandigt årvågne øjne fra både fans, kritikere og fjender, vendes der – lidt forudsigeligt – tilbage til de trange gadelivskår med rygende pistoler og guldkæder, som for eksempel i crips-referencen på titelnummeret: »Kick cack ce cool, watch a nigga get it«. Man er til gengæld aldrig i tvivl om, hvor han vil hen med det, og det fungerer derfor oftere, end det slår fejl.
Uanset hvor repetitive Staples’ go-to-temaer end måtte vise sig at være, er han først og fremmest en pragmatiker og en fremragende kronikør, der fortæller sine historier mere af nød end af lyst, hvilket skinner positivt igennem.
Kort fortalt:
’Prima Donna’ er ikke Vince Staples’ måde at opfinde den dybe tallerken på, men ep’en er utvivlsomt et forsøg på en mere nuanceret retning, hvor nu også kendislivet stilles side om side med hans allestedsværende rødder i et forhenværende bandeliv. Takket være de små temajusteringer og vitaliserende flows formår Staples at fastholde lytteren med en intens ep, der styrer uden om de værste faldgruber.
Læs også: Se Vince Staples fortolke OL-atleter i morsomt videoklip