For tre måneder siden måtte direktør Kristoffer Buck Bramsen erkende, at Pumpehuset måtte takke endeligt af ved udgangen af 2017. Årsagen skyldtes Københavns Borgerrepræsentations budgetforlig for 2017-2020, ved hvilket hverken spillestedets lejekontrakt eller driftsbevilling var blevet forlænget.
Men nu er der heldigvis godt nyt til alle dem, der holder af det sejlivede spillested på Studiestræde. Pumpehuset har nemlig netop indgået en aftale med Københavns Kommune og Københavns Ejendomme om at få lov til at bruge bygningen gratis frem til 2024.
»Jeg troede reelt på, at løbet var kørt« lyder det fra Bramsen til Politiken. Han fortsætter: »Det gode ved den her proces er, at alle har ønsket, det skulle lykkes, for det kører skidegodt for Pumpehuset«.
Den nye aftale indbefatter således, at Pumpehuset må benytte bygningen gratis de næste otte år, men at spillestedet samtidig undervejs skæres ud af driftsstøtteordningen fra Københavns Kommune i løbet af de næste fem år. I 2017 lyder støtten således på 1,2 millioner kroner, mens den i 2021 ikke længere tildeles huset.
Læs det fulde interview med Kristoffer Bramsen samt de øvrige vilkår og kommentarer fra medlemmerne af Kultur- og Fritidsudvalget, der i dag endeligt forventes at vedtage aftalen, via Politiken.
Læs også: Roskilde Festival: Den Sorte Skole giver unik Orange-koncert i 2017