Syv ting vi lærte af ’Vi var Ukendt Kunstner’ – første del

Syv ting vi lærte af ’Vi var Ukendt Kunstner’ – første del

I går fik første del af ‘Vi var Ukendt Kunstner’ premiere på DR’s website, hvorefter det kom frem, at Hans Philip og Jens Ole McCoy efter en række kommende koncerter går hver til sit rent professionelt.

I dokumentarserien følger man duoen og deres manager, Wahid, til koncert på RUC og til en P3 Session og P3 Guld-showet, og undervejs lærer man naturligvis forskellige ting, som ikke normalt ville have set dagens lys. Ukendt Kunstner har ikke givet særligt mange interviews i deres karriere, så en stor del af indblikket er altså bag en facade, som befolkningen ikke har haft meget adgang til.

Vi har samlet afsnittets vigtigste citater som en forklaring på duoens stop HER, men nedenfor er syv andre ting, vi lærte, som ikke nødvendigvis har noget med bruddet at gøre.

UK8
Hans Philip lytter til Frank Ocean.

1. Hans Philip er vild med Frank Oceans ‘Self Control’

Jeg mener at huske, at Ukendt Kunstner via deres Twitter proklamerede, at årets Frank Ocean-plade ikke levede op til deres forventninger. Én ting er dog sikkert efter starten af dokumentarens første afsnit: Hans Philip er ret vild med ‘Self Control’ fra ‘Blonde’, som han synger med på. Det er også et godt nummer.

2. Jens Ole laver ikke musik i dur

Dokumentaren giver også et billede af Jens Ole McCoy som en musiker, for hvem musikken kommer først – ikke livet som offentlig person. »Det er bare det, jeg kan. Det er det eneste, jeg kan. Det skal bare ikke være i dur«, siger han om sit forhold til musikken, som startede tidligt. Som man godt kan aflede af Ukendt Kunstners diskografi, er han dog ikke meget for at lave musik i dur, som oftest forbindes med glad og positiv musik. Ukendts natteunivers har altid været mol-klingende.

UK2
Sivas.

3. Sivas’ yndlingsnummer med Ukendt Kunstner er ‘Pornografisk hukommelse’

Efter den filmede P3-session er der fest på parkeringspladsen foran DR Byen, hvor Sivas sender en kaskade af rosende ord efter Hans Philip. Her løfter han også sløret for sit favoritnummer med Ukendt Kunstner: ‘Pornografisk hukommelse’, der faktisk er det første nummer på den første Ukendt-udgivelse – ‘Hælervarer A’.

4. Jens Ole har produceret mere musik til Noah Cater

Inden duoens P3-session hænger de ud i DR Byen, hvor de får besøg af blandt andre Kesi, Sivas og Noah Carter. McCoy producerede Carters anden single ‘B.O’, men som det fremgår af dokumentaren, har han altså lavet mere med den aspirerende rapper – han spiller en lydbid af et helt nyt nummer for Hans Philip.

UK3
Jens Ole.

5. Jens Ole begynder på HF til januar

Fordi man har succes, kan man ikke vide sig sikker på, at man kommer til at leve af musikken resten af livet. Eller at man kommer til at synes, det er sjovt resten af livet.

Jens Ole har udelukkende lavet musik siden 9. klasse, men til januar starter han på HF-selvstudie.

»Jeg har brug for bare at vide, at jeg har muligheden for, hvis jeg en eller anden dag finder ud af, fuck mand, jeg skal være, et eller andet… Er det ikke meget rart at have en studentereksamen?«, spørger han Hans Philip i backstage-rummet på RUC.

»Hvis jeg skal give dig et godt råd: Det er ikke nok at have en studentereksamen. Den er ubrugelig, hvis du ikke bruger den – så er den intet værd«.

Bai-D og Hans Philip.
Bai-D og Hans Philip.

6. Bai-D mener, at Hans Philip er Danmarks bedste rapper

Efter P3 Guld er der kendistræf backstage, og her støder Hans Philip blandt andet ind i Bai-D fra Suspekt, der har nogle meget rosende ord at sige om rapperen. »Han er danmarks bedste rapper«, siger han og fortsætter: »En af mine favoritter i hele verden«.

7. Jens Ole har kæmpet med angst

Afsnittets måske mest seriøse øjeblik indtræffer, før bandet skal på scenen til en P3 Session, hvor Jens Ole McCoy taler med musiker Jonas Rendbo om, at han tidligere har kæmpet med angst – specielt på scenen med Ukendt Kunstner.

»Det er ikke noget jeg føler, at jeg har behov for at snakke med alle om«, fortæller McCoy i et ærligt øjeblik. Han fik sit første angstanfald efter en af de allerførste Ukendt Kunstner-koncerter nogensinde for en lille håndfuld år siden på Bornholm.

»Jeg ser det ikke som en del af mig. Jeg ved præcist, hvad det er, og jeg ved, hvordan det fungerer. Og det er bare noget lort«, siger han.

Læs også: De vigtigste citater fra Ukendt Kunstner-dokumentaren: »Det er kun fordi det slutter, at det er fedt«

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af