Det er efterhånden et velkendt faktum, at James Corden værdsætter musikalske indslag en anelse mere end de andre talkshow-værter på den anden side af Atlanten. Corden er således aldrig bange for selv at kaste sig ud i sangens verden, hvad enten det gælder Apple Music-reklamer eller hans enormt populære Carpool Karaoke-koncept.
Seneste gæst i firhjulstrækkeren er ingen ringere end Madonna, hvis mangeårige og slidstærke sangrepertoire får en helt ny slags overhaling med blandt andet showets første »in-car-twerk«, som Corden udtrykker det.
På trods af den sparsomme plads fandt både Madonna og værten rig mulighed for blandt andet at efterligne de famøse moves fra ’Vogue’-musikvideoen og gengive det berømte hook fra ’Music’, mens sange som ’Bitch, I’m Madonna’ og ’Papa Don’t Preach’ også fik karaokerepriser. Se de to boltre sig i Madonna-numre, der strækker sig helt fra 1986 til 2015, ovenfor.
Læs også: Her er årets bedst betalte musikere