For to år siden begyndte det endelig at røre på sig i den 90’er-ikoniske r’n’b-gruppe TLC. Gruppen, der siden Lisa ‘Left Eye’ Lopes’ tragiske død i 2002 har bestået af Tionne ‘T-Boz’ Watkins og Rozonda ‘Chilli’ Thomas, satte nemlig en Kickstarter-kampagne i værk for at indsamle 150.000 dollars til indspilningen af et nyt album.
Målet er nået – og lidt til. Pigerne formåede nemlig at skrabe hele 430.255 dollars sammen (eftersigende med klækkelig hjælp fra blandt andre Katy Perry), hvilket har sat projektet i produktion, og et album forventes nu ude til juni.
Nyheden om det kommende album, der bliver gruppens femte og umiddelbart sidste, lander få dage efter debuten ‘Ooooooohhh… On the TLC Tip’ fyldte hele 25 år. Siden da har pigerne stået bag udødelige ørehængere som ‘No Scrubs’ og ‘Waterfalls’.
Læs hele nyheden fra gruppens manager, Bill Diggins, på TLC’s Kickstarter-side – eller stil nysgerrigheden med et mindre uddrag herunder.
»På vegne af TLC og mig selv vil jeg udtrykke vores dybtfølte tak for jeres tålmodighed med at vente på albummet. Jeg er glad for at kunne fortælle jer, at albummet foreløbig er planlagt til at blive udgivet i slutningen af juni og du vil modtage dit album inden da. Vi arbejder på en officiel dato de næste par uger, og så snart det er besluttet, vil vi give jer besked«.
Læs eller genlæs desuden vores hyldest til 90’erne (spoiler alert – TLC figurerer på begge lister): 20 album der definerede 90’erne som musikårti samt 10 r’n’b-album fra 90’erne, der har overlevet det udskældte årti.