Fra kitsch til cool: 10 r’n’b-album fra 90’erne, der har overlevet det udskældte årti

destinys-child-717x375
90’erne er kendt som det ironiske årti
, men r’n’b-verdenen var oprigtig og ikke interesseret i ironi. I datidens musikvideoer kan man virkelig se, hvordan Janet Jackson, Mary J. Blige, Jodeci og Brandy føler den, og derfor var de også nemme at latterliggøre. Specielt efter årtusindeskiftet hvor de bare fremstod endnu mere kikset blankpolerede.

Så det hjalp bestemt ikke, at r’n’b-artisterne sjældent skrev eller producerede musikken selv. Den blev derfor også kritiseret for at være både uautentisk og kommercialiseret – en modpol til samtidens dominerende modkultur, grungemiljøet.

I 90’erne var r’n’b derfor lidt en kitschet størrelse. Sådan har den i hvert fald set ud i bakspejlet i mange år. Men nye navne som Tinashe, Kelela og FKA Twigs har pustet et mere eksperimenterende liv i genren og kaster samtidig nyt lys på forbillederne fra det udskældte årti.

Her er 10 album at starte på, hvis du fejlagtigt går og tænker, at 90’ernes r’n’b ikke er noget for dig.

1. TLC ‘CrazySexyCool’ (1994)

Udover at være det bedst sælgende album for en amerikansk pigegruppe nogensinde – på verdensplan kun overgået af Spice Girls’ debutplade – introducerede ‘CrazySexyCool’ også nogle af de producere, der kom til at definere eftertidens r’n’b, såsom Jermaine Dupri, Babyface og P. Diddy. Af samme grund mangler albummet måske også en gennemgående konsistens, men til gengæld fremstår de individuelle numre endnu stærkere. Gruppens signatursang ‘Waterfalls’ blev med sit opbyggelige tema om narkohandel og AIDS-epidemi en MTV-yndling, og albummet var et af de første eksempler på r’n’b’ens indtog i popmusikken.

2. Jodeci ‘Forever My Lady’ (1991)

Jodeci er indbegrebet af 90’er-r’n’b’ens excessive æstetik med læderjakker, militærstøvler og hi-top fades, og deres musik er også karakteriseret ved at være loadet med tunge trommer og lag af tyktflydende harmonier, som kun to brødrepar kan levere dem.

Selv om deres stil tog udgangspunkt i subgenren new jack swing, der dominerede starten af årtiet, og inkorporerede elementer af både gospel og hiphop, var der ingen tvivl om, at lyden var deres egen. Fordi den så kategorisk afviste at blive kategoriseret, kunne det idiosynkratiske univers også kun indfanges på én måde – nemlig ved betegnelsen Jodeci style, der til dato er den bedste beskrivelse af gruppens stil.

3. Brandy ‘Brandy’ (1994)

Ligesom Michael Jackson og Beyoncé blev Brandy også født ind i en entertainment-vant familie: Hendes far er gospelsangeren Willie Norwood, og Snoop Dogg er hendes fætter. Familien har derfor vidst, hvordan de skulle promovere datteren, men omvendt har der aldrig været tvivl om Brandys talent – og det er ofte netop den kombination, der skaber superstjerner.

Den kun 15-årige Brandy havde på daværende tidspunkt allerede påbegyndt sin skuespilkarriere i tv-serien ‘Thea’, og hendes debutalbum er da også domineret af ungdommelige temaer. Men lytter man efter, indeholder det også en melankoli, uvant for de fleste teenagere, og en modenhed i det musikalske udtryk, som givetvis kan tilskrives hendes gospelbaggrund – Brandy sang sin første solo i kirken som toårig.

4. Mary J. Blige ‘My Life’ (1994)

Mary J. Bliges betydning for r’n’b’en kan næppe undervurderes og det er ikke uden grund, at hun er blevet kaldt både hiphoppens Diana Ross og The Queen of Hiphop Soul. Sammen med Sean ‘Puff Daddy’ Combs introducerede hun en subgenre, der var mere sample-baseret og som den første r’n’b-artist gav hende adgang til et bredt både kvindeligt og mandligt publikum, fordi begge køn kunne relatere til musikken.

På ‘My Life’ lagde hun et ekstra lag på stilen med tunge tekster om tabuiserede temaer som depression, misbrug og hustruvold inspireret af hendes forhold til Jodeci-sangeren K-Ci, der var tæt på at ødelægge sangerindens karriere, før den for alvor var begyndt.

5. Groove Theory ‘Groove Theory’ (1995)

90’ernes måske mest oversete og underkendte r’b’n-plade var også den eneste, duoen nåede at udgive. Til forskel fra mange af samtidens r’n’b-artister skrev og producerede henholdsvis Amel Larrieux og Bryce Wilson al deres musik selv, og albummet placerede sig mellem den opblomstrende hiphop-soul og den forestående bølge af neo-soul, hvis artister i endnu højere grad overtog den kreative kontrol.

Måske dækkede det unikke udtryk over en kunstnerisk uenighed, for da duoen brød med hinanden i 1999, fortsatte Wilson med at producere for artister som Mary J. Blige, Beyoncé og Amerie, imens Larrieux fik en karriere inden for netop neo-soul.

6. Aaliyah ‘One in a Million’ (1996)

Misforholdet mellem temaerne på Aaliyahs debutplade og hendes unge alder forsvandt på opfølgeren, hvor den nu 17-årige sangerindes erfaringer med kærlighedslivet forekom noget mere troværdige. Hvor debuten udelukkende var produceret af R. Kelly, stod to af tidens mest progressive producere, Timbaland og Missy Elliott, bag ‘One in a Million’, og det er i høj grad i denne treenighed, at albummets originalitet skal findes.

Aaliyah døde i et flystyrt allerede som 22-årig, men der er ingen tvivl om, at hendes arv lever videre. Selv beskrev hun sin stil som street but sweet, og lytter man til tidsløse numre som ‘4 Page Letter’ og ‘Heartbroken’, står det klart, hvor sangerinder som Kelela og Tinashe blandt andet finder deres inspiration.

7. Missy Elliott ‘Supa Dupa Fly’ (1997)

‘Supa Dupa Fly’ er måske ikke 90’ernes bedste r’n’b-plade, men set med eftertidens øjne er den svær at ignorere, da den for alvor introducerede to artister, der kom til at præge genren fremover. Efter at have arbejdet sammen på Aaliyahs ‘One in a Million’ kunne Missy og Timbaland nu lade deres kreativitet få frit løb med hjælp fra kolleger fra Swing Mob-kollektivet som Ginuwine og Busta Rhymes. Albummet forvirrede da også anmelderne, fordi det placerede sig i grænsefeltet mellem hiphop og r’n’b med Missys staccato-rap og Timbalands elektroniserede lyd, der lå langt fra tidens sample-besættelse.

8. Mariah Carey ‘Butterfly’ (1997)

Efter hendes brud med pladeselskabsdirektøren Tommy Mottola introducerede ‘Butterfly’ en mere selvstændig og seksualiseret Mariah Carey, der tog sin alder og sit (nye) image på sig. Hendes stemme var stadig uforlignelig, men den blev nu doseret mere fintfølende, og selv om det måske ikke lyder sådan for den uindviede, så mestrer Mariah her antydningens kunst.

Albummet rummer stadig en stribe af de ballader, Mariahs kernepublikum elsker hende for, men de største landvindinger sker, når hun fusionerer dem med indflydelse fra navne som Q-Tip, Missy Elliott og Puff Daddy på blandt andet ‘Breakdown’, ‘Honey’ og ‘Babydoll’. Hendes stemme er som silke for øregangene, men appellerer også til resten af kroppen, når den iklædes et beat med bump i.

9. Janet Jackson ‘The Velvet Rope’ (1997)

Listen af artister, der har citeret ‘The Velvet Rope’ som inspirationskilde er både alenlang og alsidig, og albummet er da også en smeltedigel af forskellige stilarter – heriblandt jazz, electronica og endda house og triphop, der ikke tidligere havde haft en plads i r’n’b’en.

Efter at have oplevet et nervøst sammenbrud gjorde Jackson introspektion til det gennemgående tema, og pladen har en næsten eksistentiel dimension. Produktionerne fra hendes faste makkerpar, Jimmy Jam og Terry Lewis, besidder en plasticitet, der både indfangede intimiteten og fik sensualiteten til at drive ned ad soveværelsesvæggene, men også lagde grundstenene til den indie-r’n’b, der vinder frem i dag hos artister som Solange og Dev Hynes.

10. Destiny’s Child ‘The Writing’s on the Wall’ (1999)

Gruppen er næsten blevet glemt i skyggen af Beyoncés senere solokarriere, men allerede dengang kunne den ekstravagante sangerinde bidrage til den mandlige kastrationsangst, når hun på albummets første nummer ikke efterlader nogen tvivl om, at hun klarer sig ‘So Good’.

Endnu mere glemte end gruppen selv, er de sange, der ikke blev udgivet som singler. Men lytter man til numre som ‘Confession’ eller ‘Temptation’, opdager man helt nye sider af sangerinderne som producere og sangskrivere med usentimentale tekster og synkoperede versefødder. Sangene taler også ind i en kønslig antagonisme, hvor initiativretten altid er på den kvindelige side, og ‘The Writing’s on the Wall’ er i den grad et feministisk værk.

Læs også: Hiphop-homage: Syv gyldne 90′er-rapalbum, der ikke er lavet i 90′erne

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af