Normalt bliver slut-80’erne betegnet som hiphoppens golden age, men det er en anden periode, der af mange beundres for at være genrens fineste. I perioden fra 1994 til 1996 udkom klassikere som Wu-Tangs Clans debutalbum, Nas’ ‘Illmati’ og Notorious B.I.G.’s ’Ready to Die’ nærmest en gang om måneden, og New York strålede af talent.
Stilen fra dengang – sample-baserede boom bap-beats kombineret med komplekse og krævende rim – blomstrer som aldrig før, hvilket man eksempelvis kan se på en rapper som Joey Bada$$, der i 2015 udgav sit officielle debutalbum og til sommer kan opleves på Tinderbox. Hvis vi bliver i fortiden er DJ Premier også netop offentliggjort til Vanguard, men her kigger vi altså på stærke album, der hårdt dyrker 90’er-lyden, men er lavet efter år 2000.
1. Action Bronson & Alchemist ‘Rare Chandeliers’ (2012)
Action Bronsons mest overvældende udgivelser er hans ’Blue Chips’-mixtapes, hvor den rappende kok på syret og surrealistisk vis synger og rapper henover Party Supplies’ improviserede beats, der sampler ting som kitschet 80’er-pop eller Youtube-klip.
Men den gigantiske rapper er faktisk også vanvittig god til at lave mere ligefrem 90’er-rap. Tidlige mixtapes som ’Dr. Lecter’ og ’Well-Done’ var vellykkede boom bap-projekter med producerne Tommy Mas og Statik Selektah, men hans bedste 90’er-værk er ’Rare Chandeliers’, et samarbejde med stjerneproduceren Alchemist (manden der blandt andet står bag en række Mobb Deep-klassikere), der lyder som en nyfortolking af Ghostface Killahs ’Ironman’-album.
2. Ka ‘Grief Pedigree’ (2012)
Ka laver hiphop, der lyder som om, at han star i vokalboksen med Timberland-sko og NorthFace jakke på: Det bliver ikke mere Brooklyn end det her.
Der er intet nyt under solen, selvfølgelig, men ’Grief Pedigree’ er heller ikke lavet for at overraske: Det er ren, rå, lyrisk hiphop, der befinder sig i samme univers som Diggin’ in the Crates, Raekwons ’Only Built 4 Cuban Linx’ og Mobb Deeps ’The Infamous’. Og mens Ka ikke har samme karisma som de ovennævnte, har han samme evne til at skabe en fuldstændig verden.
3. Joey Bada$$ ’1999’ (2012)
Det lyriske vidunderbarn fra Brooklyn var ikke født, da ’Illmatic’ udkom, men det ændrer ikke ved, at Joey Bada$$ nok er den rapper, der rammer lyden af 1994 med størst præcision lige nu. Hans gennembrudsmixtape ’1999’ kom da rapperen var små 18 år, og det er imponerende, hvor fejlfrit udgivelsen skaber den lyd, som den går efter.
’Survival Tactics’ er hårdslående, hektisk Brooklyn-rap, mens den unge rapper og vennen fra Pro Era-crewet, Chuck Strangers, smider komplekse rim på den mest henkastede måde over et DJ Premier-agtigt beat på ’FromDaTomb$’. Nostalgi har aldrig lydt mere forførende.
4. Raekwon ‘Only Built 4 Cuban Linx 2’ (2009)
Lige siden Wu-Tang Clan-rapperen lavede det oprindelige ’Cuban Linx’-album i 1995 har hiphop-hoveder verden over tryglet ham om at lave et til – men samtidig er det jo ofte sådan, at magien fra klassiske album ikke kan genskabes. Så da Raekwons andet ’Only Built 4 Cuban Linx’-album fra 2009 også viste sig at være en klassiker, der næsten nåede originalens niveau, var det en mindre sensation.
Stemningen er hektisk og paranoid, lydlandskabet udgjort af kolde samples og støvede beats, og så er der selvfølgelig albummets hovedperson, der fortæller sine kokain-dealer-historier i sit karakteristiske flow og gennem obskurt slangsprog.
5. Prodigy ‘Return of the Mac’ (2007)
Alchemist er en af de 90’er-producere, der i højest grad har holdt niveauet efter årtusindskiftet, og hans beats på Mobb Deep-rapperen Prodigys ’Return of the Mac’ er et strålende boom bap-baseret væv af blaxploitation-samples.
Det er lyden af New York om natten set fra en skummel lejlighed – og faktisk er det her album også et af de få tidspunkter, hvor den ellers konsekvent skuffende Prodigy er tæt på sit bedste. ’Mac 10 Handle’ er uhyggelig og slæbende, og ’The Rotten Apple’ og ’Bang On Em’ er på en måde tilbagelænede og truende på samme tid. Gid Prodigy havde lavet mere af det her!
6. AZ ’AWOL’ (2005)
Rapperen, der blev berømt for at have det eneste gæstespot på Nas’ ’Illmatic’, har haft en ujævn karriere, men det her album fra 2005 er en slags undergrundsklassiker fra en tid, hvor klassisk New York-rap havde det svært.
Der er godt nok lidt DipSet-indflydelse på et par tracks, men i sin kerne er det her rendyrket 90’er-rap: Tørre trommer, støvede samples og frem for alt rim på rim på rim. AZ har altid haft et usædvanlig velklingende flow og teknisk avancerede tekster, men ’A.W.O.L.’ er faktisk et af de eneste tidspunkter, hvor det er lykkedes ham at skabe et album, der hænger sammen stilistisk.
7. Roc Marciano ‘Marcberg’ (2010)
Der er tre slags rappere, der fortsat laver 90’er-hiphop: For det første de gamle legender, der vender tilbage til lyden, der gjorde dem store. Så er der de unge rappere, der laver musik fra en tid, som de ikke selv var en del af. Og så er der rappere som Roc Marciano, der aldrig slog igennem i løbet af 90’erne (Marciano var en del af Busta Rhymes’ crew), men fik succes i løbet af 00’erne ved at stå fast ved den gyldne boom bap-lyd.
Marciano rapper og producerer lyden af det rådne æble før årtusindskiftet til perfektion – der er egentlig ikke noget vildt spektakulært over ham, men han mestrer unægtelig formen, både via hans ligefremme og solide vokal, men også gennem de støvede beats, som han producerer selv.
Læs også: Old school: 10 hiphop-legender Vanguard bør booke