Vanguard Music Festival har droppet rocken og fokuserer i år udelukkende på sin urbane profil med hiphop, soul og r’n’b i alle afskygninger. Det er da også inden for disse genrer, at festivalen tidligere har hevet kaniner op af hatten med bookinger af legender som George Clinton, Mos Def, Wu-Tang Clan og The Roots – og i år er fantastiske Madvillain allerede på plakaten.
Her er vores ønskeliste på ti old school-navne inden for festivalens profil, som ville pynte ualmindeligt meget på sommerens program.
1. Black Star
Alt ser ud til at være dobbelt så godt på årets Vanguard. Der er to dage med hiphop, r’n’b og soul i stedet for kun én, og i stedet for MF DOOM får festivalen besøg af Madvillain – rapperens duo med Madlib, undergrundsproduceren over dem alle. Så hvorfor ikke også opgradere sidste års Mos Def-booking til Black Star, Brooklyn-rapperens duo med Talib Kweli? Det er i denne konstellation, begge rappere har fungeret bedst, og deres fællesalbum fra 1998 var så godt, at man troede, at A Tribe Called Quest havde fundet deres efterfølgere. Mos Def og Talib Kweli giver desuden ofte koncerter som Black Star – de gæstede København i 2012 – så denne drøm burde kunne blive en realitet.
Ønskelisten fortsætter på de følgende sider.
2. Erykah Badu
Erykah Badu er en af soul- og hiphop-musikkens mest magiske og enigmatiske skikkelser. Der er altid en mystisk aura omkring hende – både på tidlige, forførende plader som ’Baduizm’, men også på de nye, mere militante album som ’New Amerykah Part One (4th World War)’. Samtidig er hun berygtet for at have fordrejet hjernerne på stakkels hiphop-hoveder som Common og André 3000, hvilket kun har forstærket Badus næsten Medusa-agtige image. Og det burde ikke være helt umuligt at lokke denne fascinerende og fortryllende sangerinde til Søndermarkens idylliske scener, for Badu er stadig i høj grad aktiv, både i form af udgivelser og koncerter.
3. Nas
Queensbridge-rapperen må simpelthen komme til Vanguard på et tidspunkt. Næst efter måske Wu-Tang Clan er han den rapper fra de gyldne 90’ere, der er mest elsket, beundret og respekteret. Hans ’Illmatic’ fra 1994 er en god kandidat til bedste hiphop-album nogensinde, men også senere udgivelser som det undervurderede ’Street’s Disciple’ fra 2004 og ’Life Is Good’ fra 2012 holder et højt niveau. Nas ville på alle måder være den ultimative booking for Vanguard – og faktisk burde det ikke være helt umuligt, for Nas turnerer jævnligt verden rundt og er også fast gæst i Danmark.
4. Slick Rick
Rapperen med de sindssygt mange guldkæder (eller guldreb er det vel snarere) og den ikoniske klap for øjet har været igennem så mange bizarre ting, at man tror det er løgn. Han er blevet anklaget for at myrde sin egen bodyguard, der prøvede at afpresse ham, og USA har forsøgt at deportere ham tilbage til England (hvor han er født), selv om han er en af New Yorks mest indflydelsesrige rappere nogensinde.
Men på en eller anden måde er det samtidig lykkedes ham at skabe det klassiske nummer ’La Di Da Di’ med beatboxeren Doug E. Fresh og albummet ’The Great Adventures Of Slick Rick’ fra 1991, der cementerede hans status som hiphoppens bedste historiefortæller nogensinde. Det her enøjede geni har til gengæld aldrig spillet i Danmark, og det er uklart, om hans problemer med loven har indflydelse på, om han kan rejse ud af landet. Men måske kan vi overtale USA til at deportere ham til Danmark?
5. D’Angelo
Ja, han har lige været i Danmark, men koncerten var til gengæld også så vanvittig god, at man tørster efter mere. Den tidligere soul-prins er genopstået som funkfrelser efter 2014-albummet ’Black Messiah’, og hans koncert havde noget af samme magiske og næsten maniske energi som George Clintons & Parliament Funkadelics fantastiske koncert på sidste års Vanguard – så D’Angelo ville være en ekstremt oplagt booking. Der er desuden gode chancer for, at sangeren stadig turnerer albummet over sommeren, så vi krydser fingre for, at det her kommer til at ske.
6. Mobb Deep
Okay, Mobb Deep er en hel del mere dystre end din gennemsnitlige Vanguard-rapper. Queensbridge-duoen har defineret mørk og voldsom newyorker-rap (den slags hiphop, der i USA beskrives med adjektivet grimy), og deres album ’The Infamous’ og ’Hell On Earth’ fra 1995 og 1996 er hovedværker i deres genre. Samtidig er gruppens slangsprog, ’the dunn language’, er gået ind i hiphophistorien.
Den eneste gruppe, der i samme udstrækning prægede dyster østkyst-rap og unikt sprogbrug, var Wu-Tang Clan, og netop klanens koncert til Vanguard i 2013 er en af den unge festivals bedste nogensinde. Så hvorfor ikke også Mobb Deep? Gruppen turnerer jo netop nu verden rundt for at fejre ’The Infamous’ 20-års fødselsdag.
7. Pete Rock & CL Smooth
Der er få, der ville passe bedre til Vanguard-stemningen end den legendariske duo bestående af rapperen CL Smooth og den legendariske Soul Brother #1, Pete Rock. Deres største hit er klart ’T.R.O.Y.’ (prøv at se, om du kan få det saxofon-sample ud af hovedet!), men begge deres album fra 1990 og 1992 pakker så meget soul, at det kan få dine ører til at smelte som en vinyl i solen.
Perfekt til en solskinseftermiddag i Søndermaken, og det bedste er, at duoen efter mange års uvenskab har fundet sammen igen – eftersigende efter Gang Starr-rapperen Guru døde, før han nogensinde genforenedes med DJ Premier.
8. Biz Markie
Hvem elsker ikke hiphoppens klovneprins? Biz Markie båder synger og rapper, og hans goofy karisma ville være et genialt indslag på Vanguard. Og hvem vil ikke gerne høre ’Just a Friend’ i augustsolskin?
Hvis man vil have en hiphop-legende af historisk omfang, der samtidig spreder glæde som blomster spreder pollen, går man i hvert fald ikke galt med Markie, der desuden stadig er aktiv i høj grad, og derfor nok godt ville kunne overtales til en visit til vores lille land.
9. Public Enemy
Er det urealistisk? Og er det måske lige militant nok til idylliske Vanguard? Måske, men det eneste, der måske kunne overgå den aften, hvor festivalen samlede hele Wu-Tang Clan, må da være, hvis Public Enemy braser ind på festivalen med beat-mæssige bomber og lyriske håndgranater.
Og gruppen er fortsat aktiv, så hvorfor skulle det ikke kunne ske? ’Episk’ er et ord, der er blevet virkelig misbrugt de seneste år – men Public Enemy i fuld effekt på Vanguard: Her passer intet ord bedre.
10. A Tribe Called Quest
De La Soul har været på Vanguard. Det samme har Pharcyde. Men kronen på værket ville være Q-Tip og Phife Dawg. De er de ubestridte konger af Native Tongues-bevægelsen, der i 90’erne dannede et jazz- og soul-lænende alternativ til gangsta rap. Gruppens fem album fra 90’erne – og især ’Low End Theory’ fra 1991 og ’Midnight Marauders’ fra 1993 – var strålende og stilskabende værker, mens Q-Tips hæse og samtidig ekstremt bløde vokal er en af de mest genkendelige stemmer hiphoppen har frembragt.
Det er til gengæld også en stemme, der bliver svær at få lokket til Danmark, for selv om gruppen turnerede en række europæiske festivaler i 2013, har Q-Tip siden udtalt, at gruppen ikke vil spille flere koncerter – nogensinde. Her er altså lidt ønsketænkning på spil, men man har jo kun et standpunkt, til man tager er nyt. Specielt i hiphop.
Vanguard Festival foregår 31. juli-1. august og har indtil videre Madvillain, Lee Fields & The Expressions og Kool Keith & KutMasta Kurt på programmet.
Læs også: Vanguard-chef: »Jack White og Tom Waits ville vi nok ikke afvise«
Læs også: De 13 mest mindeværdige citater fra Kanyes store BBC-interview