D’Angelo – en genkomst af næsten bibelsk karakter

Var det tilfældets magt eller a message from above? Selv om det ikke ligefrem var messiansk præcision, der karakteriserede D’Angelos forhold til mødetid, kunne man alligevel blive i tvivl om, hvorvidt hans genkomst var af mere end musikalsk karakter, da hans ven J Dillas legendariske ’Donuts’-album – der flød i fuldlængde fra Falkoner Salens højtalere forud for koncerten – sluttede på sin skæring nummer 24, når der nu er 31 numre på pladen.

Man fristedes i hvert fald til at blive overtroisk med tanke på, at netop dét nummer symptomatisk hedder ’Dilla Says Go’, og at D’Angelo påbegyndte sin koncert i umiddelbar forlængelse heraf.

Til gengæld var der ingen tvivl om, at D’Angelo – eller Michael Eugene Archer, som hans borgerlige navn lyder – havde tænkt sig at agere både band- og bønneleder, da han indledte koncerten med ’Prayer’ fra hans seneste album, ’Black Messiah’. Det blev for alvor tydeligt på den efterfølgende ’1000 Deaths’, der med sin religiøse tekst og inciterende repetition så den 41-årige sanger gestikulere som en ivrig bokser på vej i ringen for at legemliggøre titlen på sin tour – The Second Coming – og vise, at de sidste 15 års sjælesøgen har båret andet end forbuden frugt med sig.

Netop kroppen har nemlig stået i vejen for D’Angelos karriere af flere omgange. Først som sexobjekt med muskulatur som en kentaur og siden som sin egen antitese på mugshots med basunkinder og sovekammerøjne som følge af spirituskørsel og narkotikabesiddelse. Men heldigvis beviste D’Angelo ved aftenens koncert i Falkoner Salen, at han ikke blot har genfundet sig selv som menneske, men også har formået at reinkarnere sig selv med fornyet virilitet, nerve og indlevelse.

Derfor kunne han også spille ’Voodoo’-numre som den sensuelt orgeldrevne ’One Mo’gin’, der i bedste Earth, Wind & Fire-stil endte i et crescendo af chanting fra koret og call and response med publikum, og en opdateret og synthdomineret version af ’Feel Like Makin’ Love, som havde mere tilfælles med George Bensons udgave end det oprindelige forlæg fra Roberta Flack, uden at det blev indsmigrende eller leflende for laveste fællesnævner.

Læs også: Klassiker-status: D’Angelos forbandet sexede ‘Voodoo’

Derfor kunne han også tages seriøst, når han i solidaritet med den skuddræbte teenager Trayvon Martin påførte sig hættetrøje og opførte den samfundskritiske ’The Charade’, der med accentuerede pistolaffyringer understregede sit politiske budskab om politibrutalitetens racemæssige slagside.

Således så det også ud til, at kroppen nu arbejder med og ikke mod D’Angelo og hans håndfaste tag på funk og soul, der som genrer begge er uløseligt forbundet med det fysiske, hvilket også blev demonstreret i de to omgange af ekstranumre koncerten bød på.

Først da D’Angelo rendte scenen rundt som en hovedløs kylling til ’Chicken Grease’ og anskueliggjorde, hvordan kroppens impulser bliver intellektet overlegent, når groovet går i hjertet.

Og til sidst, da han manipulerede forventningens glæde hos publikum til at generobre spiritualiteten i ’Untitled (How Does It Feel)’, der med sin eksplicitte tekst og video i sin tid forseglede ham som sexsymbol. I stedet for slesk tungetale inviterede han dem nu til næsten gospelagtig fællessang, og kunne herigennem endegyldigt overkomme den objektgørelse, hans erotiske tekster er blevet fejlfortolket som en invitation til. Noget nær det perfekte postludium til en genkomst af næsten bibelsk karakter.

Læs også: Her er 20 koncerter du skal opleve i marts