Sylvan Esso
3. marts, Pumpehuset
Der er sexet og charmerende electropop på menuen, når Sylvan Esso gæster Danmark for første gang med en koncert i Pumpehuset. Stilen klinger af Purity Ring og Beach House, og det er sidste års debutalbum, der på menuen – dét indeholder blandet andet den sorgfuldt sensuelle ‘Coffee’, som vi kårede til en sidste års stærkeste sange.
Benjamin Booker
4. marts, Lille Vega
Benjamin Booker gæster for første gang Danmark med sin grovkornede stemme og old school sydstats-rock’n’roll. Med den voldsomme ’Violent Shiver’ og den Led Zeppelin-klingende ’Have You Seen My Son’ fra den potente debut kommer Booker med et album, der er skrevet i den hårdeste periode af hans liv. Det kan høres i Lille Vega, når han med bluesguitaren krænger sin sjæl ud.
Læs om flere spændende martskoncerter på de følgende sider.
Nye Toner
7. marts, Bremen Teater
Det er blevet tid til den ottende udgave af konceptet Nye Toner, hvor etablerede kunstnere peger på nye talenter. Denne lørdag er kuratorerne Carl Emil Petersen fra Ulige Numre, Nikolaj Vonsild fra When Saints Go Machine og Michael Møller fra moi Caprice/The Mountains, mens de udvalgte bands på scenen er Virgin Suicide, Kentaur og George Best. Der er musikquiz inden koncerterne, mens der efterfølgende er Natbar på programmet.
Natalie Prass
9. marts, Falconer Salen
At amerikaneren er gode venner med den langhårede soul-forkynder Matthew E. White, hersker der ingen tvivl om. Med hendes klassisk skårede vokal, der let og elegant flyder hen over piano, strygere og horn på det smukke debutalbum, ser man deres fælles forkærlighed for en tilbageskuende soulet lyd. Prass’ første besøg i Danmark er som support for Ryan Adams.
Ariel Pink
10. marts, Bremen Teater
Ariel Pink er en weirdo på den helt rigtige måde. Originalen fra L.A. gør klar til at give Bremen Teater et skud psychpop-endorfiner, når han kommer til København med sit syv mand høje band. Han kommer med sit skæve, fremragende album fra sidste år, ‘Pom Pom’, der fører lytteren gennem et parallelunivers af romancer, mord og frøprinser.
S!vas + Ukendt Kunstner
Turné
Stein Bagger-turneen er kulminationen på et par hæsblæsende år for to af tidens stærkeste navne på den hjemlige hiphopscene. Ukendt Kunstner sidste år udgav flere stærke nattefortællinger på albummet ‘Forbandede ungdom’, mens S!vas med sit unikke sprog har nyfortolket dansk rap og for alvor vist, at den nye generation af rappere skal tages seriøst.
Flatbush Zombies + Underachievers
12. marts, Lille Vega
Det bliver syret og aggressivt, når de to hiphopgrupper fra den såkaldte beast coast-bevægelse i New York giver fælleskoncert. Trioen Flatbush Zombies er drevet af rå energi og klassiske boom bap-beats, mens Ak og Issa Dash fra The Underachievers dyrker en psykedelisk stil med referencer til euforiske stoffer i deres miks af gammel og ny newyorkerhiphop.
Tinashe
13. marts, Lille Vega
R’n’b-stjerneskuddet er lyden af lige nu. Hun trækker på arven fra 90’er-ikonet Aaliyah, og den kølige vokal og de minimalistiske hiphopinspirationer gør Tinashes moderne, men alligevel traditionstro r’n’b til et perfekt destillatet af fortid og nutid. Fang hende live på et forholdsvis lille venue, inden hun bliver rigtig stor.
CPH Soundwave
13. marts, Jazzhouse
Bookingbureauet 3rd Tsunami vender tilbage med deres årlige showcase, der på Jazzhouse løber af stablen for sjette gang. Som altid er der noget for enhver smag: Hiphop og r’n’b fra Lord Siva og Benal, pop fra König og Virgin Suicide og stenerrock fra danske Get Your Gun og svenske Truckfighters.
Sónar Copenhagen
13.-14. marts, Koncerthuset
Sónar rykker hvert år deres elektroniske festivalcirkus udover Barcelonas grænser. Nu er turen kommet til København, og Sónar Copenhagen præsenterer hele 40 navne over to dage i Koncerthuset. Programmet byder på store internationale navne som Metronomy, John Hopkins og Factory Floor, men også danske navne som Kasper Bjørke, stjerneskuddet Kwamie Liv og et eksklusivt dj-set fra Trentemøller.
Jooks
13. marts, Radar + 14. marts, Pumpehuset
Der er løbet meget vand under broen i de fem år, der er gået mellem Jooks’ ’Privilegeret’-album og hans nye plade ’Dyr’. På det nye album balancerer han mellem viril alfahan og rappende familiefar, og det er netop kontrasten i universet, der gjorde årets album til en ganske spændende hiphop-beretning. I marts har Jooks taget et par dage fri fra familien til to koncerter i Aarhus og København.
Jungle
19. marts, Train
London-duoen fik i november Store Vega til at koge over med deres groovy electrosoul og funky basformler. Nu er turen kommet til Aarhus, hvor makkerparret Tom McFarland og Josh Lloyd-Watson igen vil blive flankeret af fem live-musikere, der lægger solid bund under de falsetbårne melodier og forførende slow jams.
Waldo & Marsha + Slaughter Beach
Turné
Den guitartågede shoegaze er byttet ud med lyden af en vocoder, når den psykedeliske popsekstet Waldo & Marsha tager på turné med deres luftige funklende popperler fra den nye ep ‘In It to Win It’. Mineturnéen er dog en dobbelt en af slagsen, og med er også Slaughter Beach, der ligeledes skulle være ep-aktuelle i 2015.
AraabMuzik
20. marts, Rust
Produceren Abraham Orellana er manden bag AraabMuzik. Han har hiphoppens hurtigste hænder, når han tæver løs på sin MPC-sampler for at skabe sine rytmiske, men ofte også hidsige beatmønstre og melodier. AraabMuzik angreb publikum med sine tunge hiphop-beats, da han i 2012 spillede på Roskilde Festival, og det ændrer han nok ikke ved til sin natkoncert på Rust.
Marie Key
Turné
Den følsomme sangskriver og sangerinde har byttet sine ulykkelige forelskelser ud med boblende popsange på det nye album, ’Tænker du vi danser’, som hun nu tager på turné med. Lyden er blevet lysere og udgangspunktet mere optimistisk, når Key synger om at give slip på ens forbehold og betænkeligheder for i stedet at tro på kærligheden og fremtiden.
Suspekt
Turné
Det er fra øverste hylde af dansk rap, når de slemme drenge fra Suspekt tager en tørn mere med deres anmelderroste album ’V’. På albummet fra sidste år er Orgi-E, Bai-D og Rune Rask tilbage i de rå og upolerede rammer, der har gjort gruppen berømt og berygtet. Suspekt live er et tungt rullede triumftog, der er klar til igen at rive Danmark rundt på de beskidte lagener.
Say Lou Lou
24. marts, Voxhall + 25. marts, Loppen
De svensk/australske tvillinger Miranda og Elektra Kilbeys er glade for popmusik. Og ikke bare almindelig pop, men 90’er-poppen i al dens drømmende storhed. Deres debutalbum som Say Lou Lou sad ikke helt i skabet, men vi tror på, at søstrene kan levere en god popoplevelse live.
Soundvenue Session: PartyNextDoor
26. marts, Pumpehuset
Han er i stald hos Drakes OVO-pladeselskab, og det er altså ikke hvem som helst, der bliver lukket ind i Drizzys lille lukkede kreds. Jahron Anthony Brathwaite aka PartyNextDoor er dog kommet indenfor i Toronto-varmen, og har over to udgivelser sluppet formen og frostklar r’n’b. Vi præsenterer PartyNextDoor til en Soundvenue Session i samarbejde med Live Nation.
Rangleklods
Turné
Med indlemmelsen af Pernille SmithSivertsen har Esben Andersens elektroniske univers umiddelbart fået en mere poppet lyd. Hendes spinkle falset er i fokus på singlen ‘Lost U’, der er forløber for det kommende album, ‘Straitjacket’, som duoen sikkert giver flere smagsprøver på under deres miniturné.
Jessica Pratt
28. marts, Stengade + 30. marts, Voxhall
De melodisk uforudsigelige folksange bliver krydret med vidunderligt fingerspil, og med en unik stemme drager Jessica Pratt hurtigt sin lytter væk fra virkeligheden. Den akustiske guitar skaber tidløse stemninger, mens vokalen lyder som både Joanna Newsom og en lejrbålsudgave af Nina Simone.
Læs også: Genfødte legender: De 10 mest skelsættende comeback-album i nyere tid
Læs også: 15 uforglemmelige dansevideoer fra de seneste 15 år