Marie Key

Key ser (næsten) bort fra berømmelsens bagsider og ser i stedet lyst og inviterende på livet og kærligheden.
Marie Key

Det er faktisk forfriskende, at Marie Key på sit første album siden sit definitive gennembrud som genstand for folkeejeaffektion, ikke i højere grad end det er tilfældet malker sin nye post-kendis-tilværelse for inspiration. Samarbejder med Simon Kvamm, L.O.C og Nik & Jay har ikke fået hende til at miste retningssansen: Den er fortsat uforstyrret Marie Key.

’Hjerte der banker’ er undtagelsen: Her synger Key om branchens forventninger til hende og udtrykker en mild form for berømmelsesparanoia, der tilsyneladende er en momentan følgesvend for selv den mest jordnære kendis. Men bortset fra denne enkeltstående statusrapport er albummet forfriskende renset for kendisallusioner. Det er en overvejende lys, optimistisk plade, der synes at falde på knæ for kærligheden: En kærlighed, der er frisk og frisættende, snarere end begrænsende.

Key er bedragerisk simpel. Hendes afsnubbede verber og ligetil par-rim må omtrent være definitionen på ikke-prætention. Den duvende synthpop, der omgiver ordene, har et meget let jazzet og soulet anslag, hvor en skridsikker bas (som på førstesinglen ’Fatter det nu’) skaber den rytmegrund, der akkurat forhindrer sangene i bare at slå smut på overfladen.

Det er musik uden mange modhager, men alligevel med sit eget stille groove. Lidt på samme måde som Bo Kaspers Orkester er jazz, hvis man strækker definitionen eller måske bare udvider sin horisont (’Hvis du går’ med sit bløde blæserparti er Keys bedste bud i den boldgade). ’Dans’ flirter – ikke overraskende, titlen taget i betragtning – med det klub-dansable, men pulsen kommer aldrig for alvor op over det let forpustede.

Omkvædene er naturligt integrerede i sangenes bankende hjerte, men er aldrig overrumplende. Det er både godt og skidt. Man savner en håndfuld sange, der for alvor ryster posen lidt eller udfordrer det tilforladelige udtryk. Omvendt er Keys sange velkomponerede og sikre i formen. Hun ryster ikke på hånden.

Allerbedst er slutnummeret ’Dit sekund’, der er en øm og rørende refleksion om ekskærester, der ikke nødvendigvis er forkerte erfaringer eller forgæves stationer i livet, men netop føltes rigtige, mens de stod på, og som sådan er værd at føle taknemlighed over. Her bliver Keys naive (eller ’naive’, hvis man medgiver, at det er et stilistisk valg) stemmeføring investeret med en slags oplyst smerte, der er let at forveksle med en altomfavnende optimisme.

’Tænker du vi danser’ indeholder ikke landeplagemateriale som sin forgænger. Der er ikke nogen ’Uden forsvar’ her. Men Key er fortsat en sikker forvalter af sin egen stemme, der på paradoksal vis netop rammer lidt skævt i tidens poplandskab, fordi den er mild og uhøjtidelig.

Læs også: Marie Key tager nyt album med på landevejen i foråret

Marie Key. 'Tænker du vi danser'. Album. Sony.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af