Joey Bada$$

Joey Bada$$’ debutalbum er bedst, når rapperen tør bryde ud af sine egne skabeloner.
Joey Bada$$

Mange rappere er inspirerede af hiphoppens gyldne 90’ere, men få er lykkedes med at genskabe udtrykket med samme præcision som Joey Bada$$. Den unge Brooklyn-rapper slog igennem som kun 17-årig med det imponerende stilsikre mixtape ’1999’, og den lyrisk overlegne newyorker blev straks sammenlignet med legender som Nas og Big L.

Nu, tre år senere, er luften ikke som sådan gået af ballonen, men den kunne godt bruge et frisk pust. Bada$$’ senest udspil har nemlig ikke helt nået debutens niveau, og mens ’1999’ kom i begyndelsen af en bølge af spændende newyorker-rap er det nu blevet mere stille i det rådne æble.

Men var man en af dem, der oprindelig var begejstret for det unge talent, er der ingen grund til at give op nu, for hans albumdebut er blandt de bedste 90’er-udgivelser, der ikke er lavet i 90’erne. Albummets beats er ren boom bap-fløde af mestre som DJ Premier og J Dilla, og selv om produktionerne fra Kirk Knight og Chuck Strangers fra Joeys Pro Era-crew ikke helt kan måle sig med legendernes, er de habile pasticher på årtiets støvede, sample-drevne lyd.

Bada$$’ flow er også tydeligt skolet af 90’er-ikoner som Nas og Biggie, men hans stemme er blevet mere ru, samtidig med at hans flow har et gyngende element, der lyder lidt som Method Man omkring ’Tical’, og som måske peger på den unge rappers jamaicanske rødder.

I løbet af albummet inviteres man med på en udflugt til hiphoppens klassiske lyde: Smooth Slum Village-soul på ’Like Me’, klassisk konfrontativ battle rap på ’Big Dusty’ og selvglorificerende mysticisme på ’Christ Conscious’. Sidstnævnte er et majestætisk og medrivende track, der kunne lyde som noget fra ’Wu-Tang Forever’.

Et andet højdepunkt er ’Belly of the Beast’, hvor Bada$$ prøver et mere henkastet flow over et ukarakteristisk minimalt og skævt beat af ’Niggas in Paris’-produceren Hit-Boy. Skævt bliver det også på ’No. 99’, hvor han forvandler sig til en slags jamaicansk superskurk ved navn Badmon, mens beatet synes at nikke til nyere tracks som Nas’ ’Hip Hop Is Dead’.

’No. 99’ og ’Belly of the Beast’ er højdepunkter på et album med et konstant højt niveau, men det er sigende, at albummet for alvor vågner på tracks, der bryder med den helt strikse 90’er-skabelon. På de numre føles det som at ryge ind i et område med voldsom turbulens på et fly, der ellers er på autopilot. Og måske ville det her solide 90’er-album være endnu mere fascinerende, hvis autopiloten blev slået fra en lille smule oftere.

Læs også: Guide: De 10 vigtigste numre i New Yorks rap-renæssance

Joey Bada$$. 'B4.Da.$$'. Album. Cinematic.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af