Distortion: Her er de fedeste gadefester – VESTERBRO

Distortion: Her er de fedeste gadefester – VESTERBRO
Foto: Marcus Andreassen/Soundvenue

Istedgade, Sønder Boulevard og alt derimellem står for skud, når Distortion på torsdag rammer Vesterbro med gadefester i nord, syd, øst og vest.

30 forskellige arrangører og street hosts er klar til at varme stemningen i gaderne op fra 16.00-22.00, og det giver derfor mening at lave lidt forarbejde, så man kan planlægge en partyrute gennem bydelen (med mindre man bare tager den kaotiske – og impulsive – løsning, hvilket bestemt også er i Distortions ånd).

Her er vores guide til de bedste gadefester på Vesterbro.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hvis vi starter på Sønder Boulevard, er der to gadefester, som springer i øjnene. Rope Of Dope x Mät på Sønder Boulevard 49 har et ret så stort lineup og opererer inden for både pop, hiphop og elektronisk musik: Fra Bro og Amanda til DC, Fouli, Node og Louis Valuta.

Hertil rykker Culture Box for første gang ud til Distortions gadefest: Natklubben huserer på Sønder Boulevard 69-71 og serverer house og techno med en gruppe af stedets residents som Tim Andresen og Ena Cosovic.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Herfra kan du tage et smut forbi Halmtorvet, hvor Hija De Sanchez har hevet en stærk, international technobooking til Vesterbro i form af amerikanske Dubfire.

Eller smutte op på Litauens Plads, hvor Red Bull Music Academy holder deres årlige gadefest: Hiphoplegenden Madlib topper programmet, der også byder på Bikstok, Simon Dokkedal, Marcus Gorden, Keis Khatib og svensk besøg fra Silvana Imam, Erik Lundin og Cherrie.

Videre til Istedgade, hvor der skal deles priser ud: iByen-prisen holder til på hjørnet af Istedgade og Saxogade, hvor de med Per Vers som konferencier skal kåre vinderne af Årets Restaurant, Årets Café, Årets Bar, Årets Musiknavn, Årets Sted i Byen og Årets Københavner. Udover priserne er der også musik, og Bisse, Benal og Katinka står for liveoptrædener.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Videre til sidegaderne: Gaystortion vender tilbage til Flensborggade (nr. 22), hvor DJ GUL, Nannalicious og Glitter Boys står klar bag pulten i løbet af dagen.

Safari Part II x Quint holder til i Arkonagade, hvor blandt andre Distortion-veteranerne i Lulu Rouge er på programmet.

Club T-Rex – et technokoncept fra Roskilde Festival – er også Distortion-klar, og med dj’s som Francis Francis (NO), Dee Brown og Mama Snake har de fået ansvaret for den traditionsrige Mysundegade-fest.

Til sidst er der også den nye hovedscene på Rådhuspladsen – Royal Distortion Mainstage – som ikke ligger helt så langt væk torsdag, som den gør onsdag, hvor det går løs på Nørrebro. Pladeselskabet Warner og Rambo Music er afsendere på EDM-braget, der har navne som Morten, Matoma (NO) og Grandtheft (CA) øverst på plakaten.

Direkte Facebook-links til vores Vesterbro-anbefalinger:
Rope Of Dope x Mät – Sønder Boulevard 49
Culture Box – Sønder Boulevard 69
Dubfire & Hija De Sanchez Pop Up event – Halmtorvet 40
Red Bull Music Academy – Litauens Plads
Copenhagen Pride x Gaystortion – Flensborggade 22
Safari Part II x Quint – Arkonagade
Club T-Rex – Mysundegade 14
iByen – Istedgade 110
Royal Distortion Mainstage x Warner – Rådhuspladsen

Se et kort over alle gadefesterne på Vesterbro HER.

Læs også: Distortion: Her er de vildeste gadefester – NØRREBRO

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af