Kesi kårer: De syv bedste danske hiphop-numre fra de seneste fem år

Kesi kårer: De syv bedste danske hiphop-numre fra de seneste fem år
Foto: Frederik Gram/Soundvenue

Prøv selv at lave en liste over de stærkeste danske hiphop-numre fra de seneste fem år. Det er ikke nemt, vel?

Kesi er gæst i første afsnit af Standard – Soundvenues nye hiphop-podcast (lyt og abonnér i iTunes HER), og i forlængelse gav vi ham den svære opgave at kåre de bedste danske rapnumre fra 2012 og frem til nu.

Den opmærksomme læser vil bemærke, at alle numrene på listen kommer fra Kesis venner og bekendte i hiphop-miljøet, men det er der nu en god grund til:

»Jeg har snakket med nogle af de andre om det, og de havde allesammen forskellige numre på. Jeg snakkede med Hans (Philip, red.): Han ville smide et Keis Khatib-nummer på. Der er nogle, der ville smide noget Benal på. Det er så svært, men jeg har bare været rigtig meget omkring det her, så det har givet mig en følelse, hver gang jeg har hørt det«, siger Kesi.

»Jeg lytter også til det andet. Nu synes jeg bare, at det her er det, der har været med til at gøre noget for mig. Sådan noget med at diskutere, hvad der er en topliste – det har også meget at gøre med, hvordan man havde det, da man selv hørte det første gang. Hvilken stemning man var i«, fortæller rapperen, inden han spørger sig selv:

»Er det et tilfælde, at alle mine gode venner er mine gode venner, eller har det, at vi har samme musiksmag, bundet os sammen? Det er et godt spørgsmål. Fordi jeg synes virkelig, det er godt«.

Og sådan er det ofte med lister generelt: Ens favoritnumre hænger sammen med, at man kan knytte personlige oplevelser til musikken.

Her er Kesis liste over de syv bedste danske hiphop-numre fra de seneste fem år – serveret i en komplet vilkårlig rækkefølge.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Molo ‘Bølgen’ (2017)

»Det er en sammensat gruppe af folk, som på hver deres måde er forskellige. Jeg synes, at Jamz slår rigtigt meget igennem; der viser han, at han også er rapper. Og så synes jeg bare, det der hook og den stemning er så fucking overdrevet, at det er nødt til at være med.

Det er virkelig bare sådan et rap-rap-nummer. Helt overdrevet. Det er bars på bars – alle har et godt vers. Det er lidt ligesom med fodboldspillere: Man skal finde ud af, hvem der er ens yndlings – og det er svært«.


Her skulle der være en Spotify-player, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Gilli feat. MellemFingaMuzik ‘C’est La Vie’ (2015)

»Når man laver sådan en liste som her, synes jeg det er vigtigt at tænke over, hvad nummeret har været med til at ændre. Og jeg synes, det her har været med til at ændre – måske positivt, måske negativt, afhængig af hvordan man ser på det – at det der musik blev rigtig stort. Den der afrobeat-ting. Det ændrede ligesom bare så meget der.

Det er lidt samme grund til, at jeg også havde skrevet ‘Orale’ ned. Der havde været ‘d.a.u.d.a’, som også var trappet og hårdt, men det var bare den, der gjorde, at den slags musik blev spillet på klubben.

Jeg tror, at Gilli er kommet med ideen til lyden på ‘C’est la vie’. Han har hørt det et sted fra – måske Frankrig, måske Tyskland – og så har han sagt: Det her vil jeg gerne tage og fortolke på min egen måde og fordanske. Og ‘for-Gilli’e’. Og på det her tidspunkt var han den første, sammen med MellemFingaMuzik, der gjorde det«.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Sigma ‘Erotisk-action-thriller’ (2013)

»Det er for mig et af de sygeste numre, fordi Semih (Automatisk, red.) rapper, som han gør. Og så bare det der hook: »Der er to ting, jeg ikke har set, det er Gud og en enhjørning / bare en entertainer, der slænger sig med hyæner«. Det er et sindssygt hook.

Det er også med på listen for hooket. Hooket er stærkt, men jeg synes også bare hans bars er sindssyge: »Jeg får en farlig soldat til at ligne makrel i tomat«. Det billede, han maler med ord, er fucking sindssygt.

Det er så utroligt, at ‘farlig soldat’ rimer på ‘makrel i tomat’! Det kan ikke passe. Nogle gange, når man hører noget, der rimer, så er det sådan: ‘Det kan ikke passe’. Det er lavet til, at det skal rappes. Der var jeg solgt«.


Her skulle der være en Spotify-player, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Højer Øye ‘De vil’ (2015)

»Det er første nummer på hans Høyer Øje-projekt ‘Brænd system’ – introen. Han rapper bare fucking sindssygt. Han har sådan et rigtigt rap-hook, hvor han separerer kroppen: »De vil hugge arme og ben af ham«.

Det er et destillat af, hvad Benny gør«.


Her skulle der være en Spotify-player, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Ukendt Kunstner feat. Sivas ‘Lige nu’ (2016)

»Mest af alt på grund af Sivas’ vers. Jeg synes det Sivas-vers er skelsættende for ham, for jeg synes virkelig, han får leveret et vers, der viser hans stærke side både i forhold til punchlines, flow, levering, karisma.

‘Saucen’ var også oppe at vende i forhold til Sivas, men det er det der med, når man er flere på et nummer. Om man vil det eller ej, så skaber det en eller anden form for: ‘Jeg bliver nødt til at have et sindssygt vers’. Specielt når det kommer til Ukendt, fordi der er så få features på, at jeg tror Sivas tænkte (for det tænkte jeg selv, da jeg skulle lave mit vers til pladen): ‘Jeg vil gerne levere noget fedt, for jeg ved resten af pladen bliver rigtig vild’.

Jeg synes i hvert fald, at han rapper rigtig stærkt her. Han rapper også på mange af sine egne numre, men for mig er det bare den side af Sivas, jeg bedst kan lide. Det er derfor, jeg har valgt det her. Jeg kan bedst lige den der punchline, rap-Sivas«.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. DC feat. Jamaika ‘Jer’ (2015)

»Det er rigtigt skelsættende for deres generation. De kommer ud med den der sindssyge attitude. På det her nummer har de tre (Danni, Carmon, Jamaika, red.) hver deres hype, men det er første gang, de rigtigt slår sig sammen, så der er også noget anticipation omkring, hvordan det lyder med alle de her tre på.

Jamaika der har sin karakteristiske stemme, Carmon som er rapperen, og Danni der har meget attitude. De lavede deres superkombi af deres generation. Og så er det bare et godt nummer.

Man kan bare høre på dem, at de ikke har lyttet til så meget andet, der er foregået her. De kommer med deres eget take på en masse musik, de har hørt gennem årene. De blander både fransk og engelsk og tysk og amerikansk, og så får de slået det sammen. Og så er det også sjovt at høre, hvordan de bruger deres eget slang. Det er sjovt, hvordan det skifter mellem generationer.

De er blevet opfostret på flows, hvor vi måske er blevet opfostret på, at rim betyder meget. Det er sjovt at se, hvad der er vigtigt fra generation til generation: Hvad der gør, at folk synes noget rap er fedt. Hvis du spørger folk fra 90’erne, så er det egentligt lige meget, hvordan et flow er, så længe han har nogle sindssige metaforer. Men så fra midt-2000’erne er det mere: ‘Så længe det er lidt catchy’. Og nu er det kombineret. Det bliver hele tiden udvidet. Og det mestrer de. De er en superhybrid af alt, hvad de har hørt og set gennem årene«.


Her skulle der være en Spotify-player, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. Kesi feat. Stat Ez, Semih Automatisk, CTK, Benny Jamz, Gilli & Kimbo ‘Bomber over centrum’ (2012)

»Vores posse-cut fra min første plade, ‘Bomber over centrum’. Der er to ting ved det, der i min optik gør det genialt.

For det første: Hooket er bare ‘bomber over centrum’, og så er alle delt op. Det er to og to hver gang, og så slutter mig og Gilli, men beatet ændrer sig efter hver person. Det synes jeg er en ting, det gør et godt posse cut: Det med, at beatet ændrer sig.

Og så var alle kommet for at levere den dag. Det blev en konkurrenceting. Jeg ved ikke, om jeg vil sige, at det er et undervurderet rapnummer, men det var et nummer, der måske ændrede nogens syn på os: ‘Nå, de kan også rappe på en anden end den hurtige grime-agtige måde’.

Alles vers er syge på hver deres måde.  Jeg synes også mit eget vers er sygt, men jeg synes ikke, jeg havde det bedste vers – ikke engang top tre«.

Første afsnit af Standard – Soundvenues hiphop-podcast er ude nu med Kesi som gæst – lyt og abonnér i iTunes HER.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af