Roskilde Festival: Hater ramte Rising med vindblæst svensk indiepop

Roskilde Festival: Hater ramte Rising med vindblæst svensk indiepop

De lignede ikke ligefrem rockstjerner, de fire unge svenskere i Hater, da de sneg sig ind på Rising-scenen. Og med det særdeles tyste lydniveau, de indledende lagde for dagen, var der ikke noget at sige til, at det ellers ganske talstærke publikum fortsatte den muntre småpludren uden at bide mærke i, hvad der foregik på scenen.

På plade emmer deres guitarbaserede indiepop af stærke teenagefølelser, og Hater er i deres bedste øjeblikke på niveau med landsmændene i Makthaverskan og amerikanske The Pains of Being Pure at Heart, men al den melankoli og eufori var simpelthen for svær at mærke denne søndag aften.

Måske var det den korte tid mellem koncerterne, eller måske var det vinden, der gjorde opgaven svær for lydmanden, men forsangerens guitar, der ellers skulle levere de skarpt klingende akkorder og give sangene kant, var helt anonym.

Mod koncertens slutning begyndte de fine takter at vise sig, og langsomt kom smilene frem både på scenen og på pladsen. Skuldrene blev sænket, de fire bandmedlemmer spillede mere op til hinanden, og da en regnbue pludselig kiggede frem over Risings pyramidetop, begyndte det for alvor at ligne en magisk søndag aften.

’Stay Gold’ blev leveret med masser af brus og overbevisning, så man følte sig hensat til en svensk indieklub omkring årtusindeskiftet, og energien fortsatte ind i koncertens afslutning. Hater har bestemt potentiale, og sangene er der allerede, men der ligger mange kilometer på turnélandevejen, før de bliver et berusende bekendtskab i levende live. Roskilde var første skridt af mange.

Læs anmeldelse: Purpurrpurple på Roskilde Festival

Hater. Koncert. Roskilde Festival, Rising.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af