Roskilde Festival: Forløsningen indtraf med nød og næppe til Purpurrpurples dystopiske klubfest

Annette Kvithylls gode rygte på den norske hjemmebane var vist ikke for alvor kommet hende i forkøbet, da hun tidligt søndag aften indtog Countdown foran en halvtom græsmark. Som Purpurrpurple er hun imildertid en af hjemlandets mest kompromisløse dj’s og repræsentant for en solid skare af kvindelige kunstnere i grænselandet mellem musik, videokunst og mode.

Kvithyll kunne da også sætte kryds i alle tre bokse, da hun med knivskarpt pandehår foran et backdrop af røgfyldte og blåligt lysende visuals blændede op for et dystopisk sonisk landskab indrettet med kampestenstunge beats, der faldt som pistolskud, ildevarslende synths og tung bas.

Den massive lydmur lænede sig markant mere op ad dronetung ambient end beatbaseret klubmusik, men efterhånden løsnede Kvithyll udtrykket op med melodiske synths, hiphop- og reggaeton-lydende samples og footwork-referencer. Purpurrpurples dekonstruerede udtryk er en smeltedigel af genrer, og det var betagende at tage med på hendes rejse fra det monotone og introverte til det dansable og EDM-flirtende – imidlertid uden skyggen af et leflende drop.

Pladsen foran Countdown blev således også gradvist omdannet til et intimt, men begejstret dansegulv, imens Kvithyll selv løftede blikket fra sin pult. Festen endte med flyvende øldåser, Rihannas ’Rude Boy’ i chipmunk-udgave og en storsmilende, iPhone-filmende hovedperson, der lignede, at hun havde besejret sin generthed. Men Purpurrpurple laver uden tvivl musik til nattens skyggedale, og forløsningen indtraf kun med nød og næppe.

Læs anmeldelse: Værket på Roskilde Festival