Match made in slacker-heaven: Kurt Vile og Courtney Barnett klar med fællesalbum og -turné

I foråret landede nogle billeder af Kurt Vile og Courtney Barnett, der havde ramt studiet sammen – og det gik op for de fleste med hang til landevejssoundtracks og slackerrock, at det var et samarbejde, de havde ønsket sig inderligt uden at vide det.

Nu er samarbejdet ved at bære frugt, og det kommer til at munde ud i et helt fællesalbum, som bliver støttet op af en turné hen over efteråret. Foreløbig er turnéen forbeholdt de heldige asener på den anden side af Atlanten, men forhåbentlig Kurt & Courtney chiller videre mod Europa senere – Viles ømme punkt for Danmark (vi har ikke længere tal på, hvor mange gange han har spillet her) taget i betragtning, ville det ikke være helt usandsynligt.

På turnéen vil de to hårfagre slackerrockere blive bakket op af et prominent band, der har fået navnet Sea Lice, bestående af Janett Weiss fra Sleater-Kinney, Stella Mozgowa fra Warpaint, Katie Larkin fra Sky Larkin og Rob Laakso fra The Violaters.

Fællesalbummets titel og udgivelsesdato er endnu ikke afsløret – men mon ikke det er på gaden, inden duoen rammer landevejen?

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af