Kurt Vile har netop udsendt sit nye album ‘b’lieve i’m goin down…’ – hans sjette i rækken, og som på tidligere udgivelser bygger han videre på den tilbagelænede guitarrock, han har gjort til sit kendetegn. Kurt har været flittig til at give koncerter i Danmark gennem årene, og til november vender han tilbage med sit band The Violators og giver koncerter i Aarhus og København. Vi talte med slackeren, der lød præcis så afslappet som man kunne forestille sig, om det nye album, hans forhold til Danmark, americana-arven – og John Coltrane.
Hvordan vil du beskrive ’b’lieve i’m goin down’ i forhold til dine tidligere udgivelser?
»Det er aldrig vildt forskelligt. Mit sidste album udkom for to år siden, så jeg er et par år ældre og mere voksen end før. Bare en lille smule. Min musik vokser på samme måde, men jeg mener den nye er mere sparsom, lidt mere dreamy og jangly. Lidt mindre episk guitarrock og færre guitarsoloer. Det var bare, hvad jeg havde lyst til«.
Numrene er kortere på den nye end på ‘Wakin’ on a Pretty Daze’. Er der en særlig grund til det?
»Nej, egentlig ikke. Jeg laver ofte lange sange, og på den sidste plade følte jeg bare ikke for at korte dem ned. På den nye plade jammede jeg sangene længere, men syntes de skulle kortes ned. Om en sang er seks eller ti minutter gør ikke altid den store forskel, nogle gange kan man bare mærke hvornår de skal stoppes«.
Mange forbinder din musik med solskin og sommerdage, men du har beskrevet ’b’lieve’ som en ‘late night’-plade.
»Ja. Den bogstavelige grund til det er, at jeg har indspillet næsten alt om aftenen indtil slutfasen, hvor Rob Schnapf (producer, red.) hjalp til. Han kan lide at arbejde fra formiddag til ti-elleve om aftenen, hvilket er latterligt, for jeg starter som regel deromkring bare for at komme ind i stemningen. Jeg ved ikke hvorfor, jeg er bare vant til at arbejde sent. I går forlod jeg ikke mit værelse før ni om aftenen«.
I november spiller du to koncerter i Danmark. Du har spillet her mange gange gennem årene og har opbygget et stort publikum. Jeg prøvede at finde ud af, hvor mange gange du har spillet her i løbet af de sidste fem år, men kunne ikke finde et præcist tal. I 2011 var du her omkring fire eller fem gange.
»Wow«.
Ved du hvorfor du har spillet i Danmark så mange gange?
»Egentlig ikke. Jeg kan godt lide at være der og kan huske, at det er det første sted, jeg havde en udsolgt koncert på forhånd, hvilket var fedt. Men jeg ved ikke hvorfor det lige er sådan, måske er I bare begejstrede musikmennesker«.
Det virker nemlig som om billetterne bliver solgt hver gang, du spiller her. Hvorfor tror du din musik er populær her?
»Jeg kan jo ikke vide det, men I virker bare som om I er glade for musik. Måske passer min musiks stemning særligt godt til jeres tredje øje«.
På singlen ’Pretty Pimpin’ synger du om at stå op og ikke kunne genkende manden i spejlet og børste en fremmeds tænder. Er det en følelse, du kan genkende?
»Ja, det kan vi vel alle, ikke? I et lille mentalt bump. Det er selvfølgelig ikke ment 100 procent bogstaveligt, men sangen reflekterer en stemning og en persona. Måske tænkte jeg ikke engang over det, det var bare en følelse, der blev gengivet. En psykedelisk ting, der skete i øjeblikket«.
Du har sagt, at du som regel skriver sange i din sofa. Er det det eneste sted, du gør det?
»Nej, men det er en slags metafor for at have paraderne helt nede. Jeg sidder da også i min sofa, hvor ellers? Jeg kunne da godt sidde på et træbord ovre i hjørnet, det er bare ikke lige så hyggeligt«.
Når man læser omtaler af din musik, er det altid de samme tre-fire navne, du bliver sammenlignet med. Du ved sikkert godt, hvem jeg taler om.
»Ja, men sig det alligevel«.
Bruce Springsteen, Neil Young, Tom Petty …
»M-hm«.
Finder du det irriterende, at folk som journalister og anmeldere altid vil sammenligne dig med andre?
»Jeg tror bare, at det er en metode, især i starten, når man ikke har en referenceramme. Det er ikke fordi de mennesker, du nævner, ikke har haft indflydelse på mig, men der er også tonsvis af andre. Det behøver ikke engang betyde, at jeg lyder som dem, det kan også bare være en beskrivelse af stilen eller den americana-følelse, der er. Jeg finder det ikke irriterende, jeg er vant til det. Der er masser af indflydelser, og i forhold til den nye plade vil folk sikkert nævne nogle andre navne. Det er ikke fordi jeg namedropper Bruce Springsteen så meget i dag. Jeg kan godt lide ham, og hvis nogen bringer ham op, fair nok. Men jeg snakker ofte om Neil Young, og jeg synes, Tom Petty har skrevet nogle af de bedste sange overhovedet. Jeg er meget optaget af musik generelt, så de er bestemt ikke de eneste indflydelser«.
Men synes du din musik bygger på en særlig arv?
»Bestemt, og jeg er blevet inspireret af dem, men det stopper ikke der. Jeg kan også se, hvem de har indflydelse fra. Så det handler om at vise sin egen personlighed, men også omfavne historien«.
Hvor ser du dig selv om fem år?
»Om fem år laver jeg det samme. Jeg har sikkert en ny plade ude og har udviklet mig noget mere. Måske fået et barn til. Om fem år er jeg 40, så jeg må hellere få noget ud af det«.
Er der noget, du ser særligt frem til det næste stykke tid?
»Nu har jeg ikke været på turné et stykke tid, så der er en smule bekymring, men mest af alt føles det godt at skulle spille koncerter igen og prøve at gøre det bedre end sidste turné. Jeg kan ikke rigtigt adskille koncerterne fra hinanden, det føles nogle gange mere som ét langt gig. Det bliver bare sjovt at gøre det igen«.
På turnéen har du Waxahatchee med som support. Har du bestemt, at det skulle være hende, der skulle med?
»Jeg er som regel lidt for uorganiseret til på forhånd at sige, hvem jeg vil have med på en turné, men min manager, som er en af min bedste venner, har ørerne og øjnene til det fede, der sker omkring. Hun bor i Philadelphia (hvor Kurt også er fra, red.), og han tænkte, det var en god idé at få hende. Jeg lyttede til hendes musik og sagde: ‘Bestemt!’ Jeg har hørt hendes plader et par gange, men det er til koncerter, at man virkelig kan bedømme en kunstner, og det virker som om, hun har noget. I sidste ende er det godt nok mig selv, der skal godkende hvem der kommer med, men det er rart at have folk, der hjælper en«.
Har du nogen favoritartister, du lytter til, når du er på tour?
»Bestemt. Alt muligt. Når jeg er med bandet spiller de for eksempel Randy California, Spirit og J.J. Cale. Så er der nogle, jeg elsker som John Coltrane, Pharaoh Sanders og Alice Coltrane«.
Okay, en masse jazz? Har du et favoritalbum med Coltrane?
»Et favorit-album? Jeg har en favorit Coltrane-sang, ’Dear Lord’. Det er den smukkeste, meditative sang. Men jeg kan lide meget forskelligt med ham, det åbenlyse som ’A Love Supreme’, men også noget af det længere ude som ’Interstellar Space’. Jeg tager det hele med ham. På det tidlige er hans tone er helt fantastisk, og så blev han friere, hvilket tog mig noget tid at acceptere, fordi jeg synes, han spillede så godt før det som på ’Giant Steps’ eller ’Soul Train’. Man kan tage det hele, og så snart han spiller en solo, om det så er med Miles eller hvad, så kan man bare ikke røre det. Han var som Jesus Kristus, der kom tilbage«.
Kurt Vile spiller på Voxhall den 4. november og i Amager Bio den 7. november.
Læs anmeldelse: Kurt Vile ‘b’lieve i’m goin down…’