Kurt Vile

»I will promise not to smoke too much«, snøvler Kurt Vile på vanlig småstenet manér på den lavmælte ‘Too Much’. Man kunne dog godt mistænke den langhårede Philadelphia-sangskriver for netop at have taget godt for sig af fniseurten under indspilningerne af sin nye langspiller. Et album, der viser sangskriveren fra sin hidtil mest stenede og tågede side, men som samtidig cementerer Viles position som en af tidens mest interessante og skæve sangsmede.

Med 11 sange, hvoraf flere af dem tangerer ti-minutters-mærket, er albummet ikke ligefrem oplagt P3-materiale, men for de tålmodige sjæle er der heldigvis rigelige mængder musikalsk guf i vente. Giver man albummet den tid, det kræver, bliver man nemlig langsomt forført af Viles langsomme slacker-salmer.

Læs også: Hør Kurt Viles nye album

Det lange og adstadigt voksende åbningsnummer ‘Wakin on a Pretty Day’ er lyden af at vågne på en sommerformiddag, ved at solstrålernes lys siver ind mellem persiennerne for at minde dig om, at tømmermændene fra gårsdagens fest er meditative og rare snarere end smertefulde og tyngende. Nummeret tøffer møjsommeligt af sted drevet frem af en simpel akkordrundgang fra en knastør akustisk guitar, der nænsomt krydres med boblende og ringlende melodilinjer fra en elektrisk ditto, så resultatet bliver en herlig sumpet homage til alverdens kroniske syvsovere.

Albummets akilleshæl er imidlertid, at den gode Kurt til tider falder lidt for meget i den monotont stenede jamfælde, hvor han fiser ud af kedsommelige tangenter. Mestendels er det dog både rart og interessant at befinde sig i Viles uhøjtidelige musikalske selskab.