The War on Drugs’ pulserende landevejsrock er uhyggeligt vanedannende på ‘A Deeper Understanding’

At befinde sig i en katedral, hvor hvælving afløser hvælving, så langt øjet rækker. Sådan er det at stå over for det guddommelige (eller dybden i menneskesjælen, hvis man er mere agnostisk anlagt), ifølge den nobelprisvindende (nu afdøde) svenske digter Tomas Tranströmer. Og sådan omtrent er oplevelsen af at lytte til ’A Deeper Understanding’.

Guitarspor på guitarspor på guitarspor – foruden et imponerende arsenal af synthesizere – breder sig ud, løfter sig op og skaber fornemmelsen af den ene hvælving efter den anden. Der er tale om rockmusik som udtryk for en slidsom proces og en nøjeregnende bevægelse i retning af detailbevidst perfektion.

’A Deeper Understanding’ placerer sig i en matrice, hvor ekkoet fra Don Henley, Dire Straits og Bruce Springsteen anno ’Born in the USA’ og ’Tunnel of Love’ samt de let genkendelige, nasale (og udpræget) dylanske vokalfraseringer, mødes.

Mark Kozelek har affærdiget stilen med betegnelsen »beer commercial lead-guitar shit«. Adam Granduciel har dog åbenlyst fundet en lydlig identitet, der tiltaler en hob af nutidige musiklyttere, for hvem Tom Petty ikke automatisk er en afgud (men måske burde være det).

Selv om musikken tydeligvis er resultatet af omfattende indspilninger og overdubs, grundige overvejelser og, sådan helt overordnet, blod, sved og tårer i metermål, så er det forunderlige, at The War on Drugs’ musik griber og omslutter sin lytter med en umiddelbarhed, der står i skærende kontrast til indsatsen bag.

Granduciels konsekvente stræben efter at udnytte hver sangs (ja, hvert sekund af hver sangs) fulde potentiale og lytterens oplevelse af resultatet af disse anstrengelser er (heldigvis) to vidt forskellige ting. Hans kunst åbner et forunderligt mulighedsrum for sin lytter, selv om den for ham selv måske mest af alt minder om en ligning, der endelig går op.

Ved at lægge så meget tid, sjæl og energi i sine produktioner, har han lært sig optimeringens kunst, men også, at magien handler om noget uhåndgribeligt ekstra, en ingrediens, der kun kan skyldes talent og intuition samt evnen til og behovet for at kommunikere noget meningsfuldt. På den måde ophæves Granduciels håndværk til en kunstart.

Man kan måske sige, at Granduciels musik er nødt til at være billedskabende, fordi hans lyrik består af vage generaliseringer (mørke, smerte, kærlighed, fortabthed og så videre) og en konsekvent brug af ’døde’ (det vil sige sprogligt uopfindsomme) metaforer – for eksempel at være lagt i lænker som stand-in for følelsen af mental ufrihed.

Åbningsnummeret på ’A Deeper Understanding’, ’Up All Night’, er et glimrende case in point på The War on Drugs’ evne til at skabe billeder med musik og arrangementer frem for med ord: Et billigt lydende keyboard lægger en skrøbelig (og enormt 80’er-agtig) bund, hvorfra en stadig større konstruktion af elementer vokser frem – lag-på-lag af synths, et krautrocket, fremaddrivende trommespor – kulminerende med en bredt udfoldet, distortet guitarsolo, der har samme virkning på lytteren som en behagelig drøm, der pludselig tager en uventet drejning.

Cirka halvdelen af albummets sange har allerede været præsenteret som singler på forhånd (hvilket først og fremmest understreger, at singleudgivelsen virkelig har mistet sin kulturelle betydning med overgangen til streaming), og mange fans af bandet vil derfor vide, hvad der er op og ned i det her univers, hvor højt der er til loftet, og hvor bred en pensel, der males med: Det er et kanvas, der udspænder hele horisontlinjen.

Fire ud af fem ’singler’ optræder på albummets første halvdel, og næsten 70 minutters pulserende landevejsrock, der bugner af referencer til Reagan-tidsalderens FM-radio-travere, kan måske være trættende, hvis man ikke lige er i det rette humør, men så kan man jo prøve at blande rækkefølgen på sangene. På den måde vil man opdage, at kvaliteten faktisk ikke daler nævneværdigt undervejs.

Man vil kunne konstatere, at sang nummer otte, ’In Chains’ (der lydmæssigt lægger sig imponerende tæt opad ’Tunnel of Love’-deep cuttet ’Two Faces’), er et præcis lige så stærkt og singleegnet eksempel på Granduciels forjættende knowhow som arrangør som de allerede fejrede ’Holding On’ og ’Pain’.

Eller sagt på en lidt anden måde: Samtlige ti sange er gennemførte kreationer, der kan stå på egne ben.

’A Deeper Understanding’ er ikke et værk, der bevæger sig fremad med en egen ubønhørlig logik som sin mesterlige forgænger, ’Lost In the Dream’ fra 2014. På det album syntes sekvenseringen indlysende: De længere sange var berigende bundet sammen af mere fragmenterede vignetter.

Det nye album præsenterer ikke på samme måde en fortælling. Det er snarere ti udtryk for eller variationer over den samme model; ti overbevisende eksempler på, hvordan en formel kan tages i anvendelse på en måde, så kærligheden ved finpudsningens kunst overvinder tilløbet til det selvparodiske i dét overhovedet at erklære troskab til formel-princippet.

Jeg tror ikke, ’A Deeper Understanding’ gør os klogere på menneskesindet eller tilværelsen som sådan, men jeg tror så afgjort, at den gør rejsen videre (mod den sidste ukendte destination) sjovere og mere behagelig.

Værket er en karruseltur gennem referencepunkter, der er tidsbestemte, men samtidig aldeles uden ophørsdato – leveret med en friskhed og et overblik, der renser luften som et skrig helt nede fra lungerne.

---

Kort sagt:
Med ’A Deeper Understanding’ rendyrker og finpudser The War on Drugs bandets stil; en komprimeret, men samtidig vidtrækkende rock, der er uhyggeligt vanedannende. Sekvenseringen er for så vidt underordnet, for ulig forgængeren, mesterværket ’Lost In the Dream’, er der ikke tale om et værk, der udgør en samlet fortælling, men om ti lysende eksempler på, at Adam Granduciel og co. kan fremtrylle mindeværdige øjeblikke på baggrund af en ret enslydende formel.