MTV Unplugged var en stor ting i de tidlige 90’ere, hvor prominente kunstnere, eksempelvis Nirvana og Bruce Springsteen, blev inviteret til at lave akustiske, intime livesessions af deres numre. Nu vender programmet tilbage den 8. september, og den første gæst er teenage-hjerteknuseren Shawn Mendes.
MTV Unplugged, som løb over skærmen første gang i 1989, har vendt tilbage af flere omgange, blandt andet i 2010, hvor Adam Lambert deltog og senest i 2014, hvor Miley Cyrus leverede akustiske versioner af numre fra ‘Bangerz‘ og et Arctic Monkeys-cover.
Nu er det altså Shawn Mendes, der skal have sine numre under kærlig behandling, og ifølge Variety var det særligt Pearl Jams optræden i 1992, der inspirerede Mendes til at deltage i MTV Unplugged: »Det handlede ikke så meget om den kommercielle side af det. Det handlede virkelig om musikken«, siger han og tilføjer: »Folk kommer til mine shows og ved ikke rigtig, hvad de skal forvente. Når de tager derfra, har de oplevet en ægte poprock-koncert. Vi spiller 100 procent af tiden, og at filme det og få det ud til folk er vildt spændende«.
Det bliver interessant om Unplugged-formatet kan leve op til den autenticitet, som Shawn Mendes lader til at forvente. Udover at optræde den 8. september, er Mendes også blandt de optrædende til året MTV VMA’s.
På Billboards website, kan man stemme på, hvem man gerne vil se lave en unplugged session i fremtiden.