Miguel og Travis Scott er ude med et nyt nummer – og de Luke Sky-walker hen over alle deres hatere.
Tekstuniverset til det nye, særdeles smooth hitpotentiale af et samarbejde mellem de to venner er enestående nok i sig selv (jævnfør linjer såsom: »Right now I’m higher up than Canada« og »Got the baes lookin’ at me like it’s dinnetime / I know she vegan, but she want the steak tonight«) – men toppet med den komplet genial-gale video er det hele en regulær must-oplevelse.
Miguel bader sig i damer, leger Tom Cruise i ‘Top Gun’, fjoller rundt til college-fester og laver teenage-gags. En perlerække af charmerende, sjove øjeblikke – naturligvis med et trussestjælende blink i øjet fra først til sidst. Undervejs gør Travis Scott ham selskab med et par linjer, en dans på politibiler og en omgang genial Luke Skywalking (eller rettere en form for glad tøffen) hen over haterne.
De første 10 sekunder af videoen er i virkeligheden geniale nok til at sætte ‘Sky Walker’ på dagens must see-liste: Miguel blinker kækt til kameraet og leger højtideligt tyrefægter-matador med en bil.
Nummerets tekst er naturligvis allerede landet på lyrics-hjemmesiden Genius, hvor Miguel tilsyneladende selv har kommenteret på linjerne med et par ret geniale skriverier. Eksempelvis forklarer han Canada-linjen med følgende: »I’m not too good in geography, but I know Canada is above America«. Og ja, det kan han jo have ret i.