Björk har for en måneds tid siden annonceret, at et nyt album udkommer meget snart. Der er endnu ingen detaljer om en udgivelsesdato, men snart får vi en forsmag på, hvad efterfølgeren til ‘Vulnicura‘-albummet fra 2015 byder på. Singlen ‘The Gate’ er nemlig ude den 18. september.
Hvor ‘Vulnicura’ var et sorgfyldt album om Björks skilsmisse fra sin eksmand Matthew Barney, har den islandske sangerinde tidligere fortalt, at hendes kommende album bliver et såkaldt ‘Tinder’-album. Et album, der handler om forelskelse og utopier.
Om ‘The Gate’ fortæller Björk på sit website: »’The Gate’ er i sin essens en kærlighedssang, men jeg mener kærlighed på en mere transcendent måde. ‘Vulnicura’ handlede om et personligt tab, og jeg tror, at det nye album handler om en endnu større kærlighed. Det handler om at genopdage kærlighed – men på en spirituel måde, i mangel på et bedre ord«.
I bedste Björk-stil lægger singlens cover art sig i grænselandet mellem at ligne noget fra et computerspil og noget fra et islandsk eventyr.
Singlen kan forudestilles på vinyl på Björks website.