Sjældent er der blevet flirtet så meget gennem et kamera, som da Miguel i går optrådte i ‘The Late Show with Stephen Colbert’ med sit low-key scorenummer ‘Come Through and Chill’ og ‘Skywalker’.
At Miguel er en charmør er ikke nogen hemmelighed, og det blev senest demonstreret i videoen til ‘Skywalker’, hvor han sammen med Travis Scott væltede sig i damer og skywalkede hen over sine haters. Alligevel tager han her sexappealen til nye højder og flirter under ‘Come Through and Chill’ med publikum i sådan en grad, at optrædenens eneste sidestykke må være D’Angelos ‘Untitled’ (How Does It Feel)-video.
Det er ikke rigtig til at høre i videoen, om publikum helt går med på Miguels intimsession, og hans forsøg på call-response bliver helt klart mere call end response. Til lejligheden var nummeret ellers blevet gjort tv-venligt, og ‘Come Through And Chill’- linjen »I wanna fuck all night« var på sober vis blevet til »I wanna touch all night«.
‘Skywalker’ var dog knap så overbevisende, og det akustiske arrangement tog toppen af nummerets badass-vibe. Men point til Miguel for at prøve at tage et nummer som ‘Skywalker’ hjem på guitar og cajon.
Stephen Colbert kunne afsløre, at numrene er fra Miguels kommende fjerde album ‘War And Leisure’, men der er endnu ikke nogen udgivelsesdato at glæde sig til. Vi venter spændt.
Miguel udgav senest albummet ‘Wildheart’ i 2015.