Future har været en af de helt store hiphopskikkelser i USA de seneste år, og hans indflydelse har også været følt i Danmark, hvor især Sivas’ første udgivelser bar tydelig inspiration fra den amerikanske autotune-mester.
Den 12. oktober kommer Future omsider til Danmark som et led i sin ’Future Hndrxx’ Tour’. Turneen er opkaldt efter rapperens seneste to album (’Future’ og ’HNNDRX’), der udkom med en uges mellemrum, og som begge gik nummer et i USA. Mon touren kan leve op til udgivelsernes store succes?
Meget afhænger af, om Future har gennemgået en længere modningsproces, siden han brød igennem med upolerede, rå trap-mixtapes i 2010. Atlanta-artisten har nemlig stået overfor samme problemer, der præger mange af sin generations rappere: Hvordan forplanter han den autotunede sang-rap til scenen, når stemmen måske ikke er den stærkeste? Og kan han forvandle et energisk, men ret kaotisk, klubset til en stadion-værdig opsætning?
Vi har undersøgt, hvordan Futures tourshow ser ud – så hvis du gerne vil overraskes torsdag i Valby Hallen, skal du altså ikke læse videre.
Sceneshowet
De Atlanta-rappere, der er blevet globale stjerner de seneste år, kommer ikke fra en udpræget liveshow-tradition. For at sige det mildt. Artister som Gucci Mane, Young Thug eller Future lever i studiemiljøer, og når de spiller koncerter, sker det i første omgang primært på nat- og stripklubber.
Dét kan nemt blive et problem, når de pludselig er store nok til at sælge arenaer. Især hvis man – som Future – har lavet store dele af sine sange gennem et lag af autotune, der ikke altid er nemt at få til at fungere live. Men undersøger man Futures seneste optrædener, er der god grund til at være håbefuld.
Rapperen bag hits som ’Mask Off’, ’Fuck Up Some Commas’ og ’Low Life’ har nemlig ikke kun som noget nyt opgraderet størrelserne på turneens venues til stadium-størrelse, han har tilsyneladende også øvet vokalen, så han nu kan levere sange som balladen ’Incredible’ med livevokal, hvilket et overbevisende besøg hos The Ellen Show har vist.
Går man på livevideo-jagt hos Youtube, kan man også finde passionerede opførelser af tracks som ’Coming Out Strong’, der viser en ny, ambitiøs vokalist-Future (37:00)
Den amerikanske del af touren har derudover budt på LED-skærme og godt med pyroteknik, Futures faste partner DJ Esco, samt – af en eller anden grund – en kæmpe dukke-version af selvsamme dj. Men frem for alt skulle dette være en serie af optrædener, hvor Future indtager scenen ene mand og træder op i samme live-liga som eksempelvis Drake. Det bliver spændende at se, om det lykkes.
Mens Future sætter sig selv i fokus under sin optræden, har han til gengæld sørget for den mest overdådige opvarmning længe: Hele tre acts kommer nemlig med Atlanta-rapperen til København. Atlanta-rapperen Rich the Kid er en trap-artist i samme skole som Migos og har netop udgivet den catchy ’New Freezer’ med selveste Kendrick Lama. Stefflon Don er en ung, kvindelig dancehall-rapper fra England, der står bag det fremragende ’Real Ting’-mixtape. Og så er der tyske Ace Tee og Kwam.e, der bland andet står for kulthittet og Aaliyah-homagen ’Bist du down?’.
Setlisten
Future har været en af hiphopverdenens toneangivende rappere i en fem års tid. Han har altså mere end et tilstrækkeligt lager af hits, hvilket setlisten fra en koncert i Australien for et par uger siden også peger på med tracks som Ace Hood-samarbejdet ’Bugatti’ eller Lil Wayne-hittet ’Love Me’.
Men mestendels fokuserer koncerten tilsyneladende på Futures soloudgivelser – især ret kompromisløse tracks som ’Stick Talk’, ’Freak Hoe’ og ’Trap Niggas’. Det giver et fingerpeg om, at det ikke just er en leflende koncert, vi kan vente os. Her er ingen ’Turn On The Lights’ eller ’Honest’ – selv nyere ballader som ’Incredible’ fra ’HNDRXX’-albummet leder man efter forgæves.
Det kunne altså ligne en hårdere, mixtape-orienteret Future, vi kan vente os. Med andre ord: Turn up, turn up!
Setliste: Future i Perth den 24. september
’Draco’
’Rent Money’
’Karate Chop’
’Itchin’’
’Bugatti’
’Samn Damn Time’
’Shit’
’Freak Hoe’
’Love Me’
’Trap Niggas’
’Stick Talk’
’Lay Up’
’Blasé’
’New Level’
’Jumpman’
’I’m So Groovy’
’My Savages’
’Wicked’
’Used To This’
’Low Life’
’Fuck Up Some Commas’
’March Madness’
’Mask Off’
Læs også: Lyt: Kendrick gæster nyt remix af Futures fløjtehit ‘Mask Off’