Futures nye album er en magnetiserende kokon af narkosprukne bekendelser

Futures nye album er en magnetiserende kokon af narkosprukne bekendelser

Det virker næsten for nemt at affeje Future som blot endnu en brik i den populære skvaldermundshiphop. Måske er det fordi han trykker projekter på samlebånd, der rejser det uafværgelige spørgsmål, om han oprigtigt lægger tid og kræfter i sin musik. Måske er det fordi hans talent ofte fremstår en anelse utydeligt på grænsen til uudgrundeligt. Måske er det noget helt tredje.

Alligevel nærmer det sig en musikalsk kardinalsynd at underkende stripklubfyrstens gudfaderlige status i hiphop-land. Om man vil det eller ej, er store dele af den altomfattende Atlanta-bølge disciple af Future. Længe inden han overhovedet begyndte på den anerkendte og grasserende stime, der blandt andet kastede kvalitetsprojektet ’Monster’ og albumkulminationen ’DS2’ af sig, blev han tilkendt sit kunstnernavn ud fra tesen om, at han var genrens næste store eftertidsindikator. Siden har Atlanta-monarken været så læsterlig en rambuk for hiphoppens forplumrede trap-sag, at man i dag snildt kan fare vild i hans produktivitetsvirvar.

Nu er tiden så atter engang inde til at spidse ører, for seneste flueben på Nayvadius Wilburns veldekorerede cv står klar – denne gang tilmed et selvbetitlet af slagsen – der på behændig vis formår at fintune hans plutoniske og narkobefængte udsvævelser. ’Future’ bugner ikke helt af samme depraverede idérigdom som ’DS2’ for eksempel gjorde, men den muddermundede Pluto-beboer ser ud til at have fundet sig godt til rette i sin hostesaftsklæbrige kokon.

Som det sig hør og bør i Atlanta-kredse – og Future-kataloger – er der et væld af gungrende bangers iblandt disse 17 numre. ’POA’ gør god figur med sine jordslåede strenge og insisterende 808-tromme, flowet i ’Zoom’ karambolerer med en skrå lydkulisse bestående af forvrængede klokker, og ’Good Dope’ er den pligtmæssige go-to-basker, der bare fungerer fra første færd.

Til tider virker ’Future’ imidlertid som en forvokset komfortzone, hvori rapperen af samme navn har fået lidt for lang snor: ’Scrape’ bliver en anelse for repeterende på grænsen til det ugidelige. Det samme gælder ’Draco’, der til trods for et supernova-oscillerende rumfærgebeat kun lykkes delvist i kraft af dens generiske hook. Andre steder anvendes forsøgsvise omkvæd, der kun af og til rammer skiven – ’Super Trapper’ er for eksempel en fin produktion, men vildere er tracket som helhed ikke.

For at forstå Futures rusmiddelvædede begavelse skal man som altid grave vel dybere end overfladens sortkolorerede lyriske kunnen. For melodierne, sangstrukturerne, selv hans autotune-revnede vokalbøjninger, er blandt de bedste i genren.

Ofte kan to af Futures identiske tekstlinjer efterfulgt af hinanden være isprængt så forskellig emotionel karat, at de hos den opmærksomme lytter fremtvinger vidt forskellige følelser – og dét er netop det sejlivede es, der syv år efter karrierestart stadig er et af Futures helt store trækplastre.

Denne kendsgerning er grunden til, at ’I’m So Groovy’ har en aparte troldbindingskraft til trods for, at den lyder som noget, der er bikset sammen på et kvarter. Det er grunden til, at punchlinen »My guillotine, drank promethazine« tillægger ’Mask Off’ et ekstra lag af narkosprukkent klarsyn, når Future i et sårbart øjeblik fortæller om sin kummerlige opvækst, der genkalder minder om usle madkuponer og narkobuler. Og det er ligeledes grunden til, at ’When I Was Broke’ fremstår som en sortfunklende juvel i det mørklagte kloaksystem, der er Futures karriere: »I had to climb out the sewer / know you looked down but I know where I’m goin’«.

For når Future er i sit rørstrømske hjørne, bliver det aldrig for meget, men tværtom lige tilpas. Faktisk kan man påstå, at hans sensible sider er et område, han udforsker for lidt. Det kan dog sagtens være, at han retter op på dette med næste udgivelse – som i øvrigt er skemalagt til at udkomme allerede på fredag.


Kort fortalt:
Futures selvbetitlede femte album afkridter en forholdsvis veltilpas Atlanta-monark, der stadig kan, når han vil. Den depraverede idérigdom fra eksempelvis ’DS2’ er ikke helt at finde på denne langspiller, men til alles store held har Future stadig tag i både sine krigsgale og sårbare sider.

Future. 'Future'. Album. Sony.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af