Niels Brandts brækkede fod har bragt ham tættere på musikken: »De der krykker kan noget«

Frontmanden har brækket sin fod, men The Minds of 99 fuldender deres turné. Og så har der også været noget positivt ved at få benet i gips: »Jeg har det næsten som om, at min stemme er stærkere nu«, siger han.
Niels Brandts brækkede fod har bragt ham tættere på musikken: »De der krykker kan noget«

Niels Brandt fra The Minds of 99 brækkede i sidste uge sin fod under en fodboldkamp med sine venner, og uheldet skete midt i bandets igangværende danmarksturné. Til stor bekymring for forventningsfulde fans meddelte gruppen, at de ikke var sikre på, om de ville være i stand til at gennemføre de resterende koncerter.

Men selv om Brandts fod stadig er i gips, har The Minds of 99 netop meddelt, at de gennemfører de fire resterende koncerter i København på henholdsvis Stengade, Store Vega, Amager Bio og Den Grå Hal.

The Minds of 99 er kendt for deres energiske koncerter, og umiddelbart kunne man godt frygte, at en brækket fod vil være en seriøs udfordring på den front. Men faktisk har den brækkede fod ikke kun været til skade. Åbenbart er krykker et glimrende sangredskab, og den brækkede fod har givet Niels Brandt mulighed for at høre The Minds of 99’s sange på en anderledes måde.

Vi har snakket med Niels Brandt om det held i uheld, der faktisk viste sig at være i den irriterende episode.

Hvordan går det med din fod?
»Det går faktisk okay. Jeg er lige vågnet. Jeg har sovet godt for første gang i en uge, og mine tæer, de plejer at være sådan helt hævede. Nu er de faktisk ikke så hævede. Jeg kan nærmest se på mine tæer hvordan jeg har det. Hvis det er hævede, så er det slemt, men de er sådan helt tynde i dag. Det er godt«.

Hvordan brækkede du den?
»Jeg spillede fodbold i et boldbur med nogle venner, og så vred jeg bare om… Det var min egen skyld«.

Det så virkelig klamt ud, det billede I lagde op af din fod.
»Ja, det var også sindssyg klamt, men hvis vi skulle aflyse showet, ville vi også gerne have, at folk kunne se, der var en grund til det. Ellers ville nogen måske bare tænke: ‘Sikke dog en pussy’«.

Der er jo musikere som Dave Grohl og Axl Rose, der har spillet med benet i gips og optrådt siddende. Føler du dig endnu mere rockstar af nu også at have brækket foden?
» Altså jeg synes, at de der krykker kan noget. Det er et ret fedt accessory. Jeg er jo oprindeligt guitarist, og det var sådan jeg startede med at spille musik. Så det der med ikke at have noget at bruge mine hænder til har altid været en udfordring for mig i Minds. Jeg synes også, at jeg er kommet tættere på musikken faktisk«.

Hvordan det?
»Fordi det lige pludselig er sangene, det handler om, og ikke så meget det at optræde. Jeg føler, at jeg synger sangene mere end jeg performer dem. Der er mange af vores sange, som fungerer rigtig godt til livemusik, men som også har en masse energi i sig, selv om jeg ikke står og hopper op og ned. Publikum går nærmest mere amok nu, når jeg sidder ned med de der krykker. Det har virkelig været ekstremt«.

Kan du godt synge på samme måde, når du sidder ned?
»Det var en af de ting, som jeg var meget usikker på. Men så fandt jeg ud af, at der sker noget nede i ens mellemgulv, når man bevæger sig på krykker. Diaphragma, den muskel du synger med, den rykker sig op. Det er samme bevægelse, som når man synger«.

Så krykkerne er faktisk en positiv ting?
»Ja, jeg har det næsten som om, at min stemme er stærkere nu. Så jeg overvejer bare at beholde dem. Altså ikke på scenen, men bare til hvis jeg skal varme stemmen op inden et show. Og du kan lave maskingeværsalver, og du kan stå og pege på folk med de der krykker, og man kan pege på sine bandmedlemmer og lave alle mulige tegn. Jeg synes, vi har fået vendt noget negativt til noget positivt, og jeg synes det har bragt nogle nye dimensioner ind i vores liv.

Det bliver en særlig måde at opleve os på, som jeg ikke tror kommer igen nogensinde, og som faktisk har sin egen berettigelse. Det negative er, at jeg ikke må spille fodbold i et halvt år«.

Tror du, at det nye forhold, du har fået til sangene og musikken, er noget du kan bruge i fremtiden?
»Det håber jeg, for jeg har egentlig fået mere selvtillid omkring vores sange. At det faktisk er sangene, folk kommer for at høre. Det er ligesom dem, der er hovedårsagen til, at vi er der. Og det er dejligt at mærke, for det er der næsten noget evigt over. Det giver mig bare en rigtig god følelse«.

The Minds of 99 spiller Stengade 22. november, Store Vega 23. november, Amagar Bio 24. november og Den Grå Hal 25. november.

Læs anmeldelse: The Minds of 99 ‘Solkongen del 1’

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af