Standard Exclusive: Artigeardit vil ikke lade festen slutte på ‘laos’

Standard Exclusive: Artigeardit vil ikke lade festen slutte på ‘laos’
Artigeardit

Artigeardit er exceptionelt god til at forene lyrisk skarpe fortællinger med en helt særlig storbymelankoli. Det er musik, der ligeså tit foregår i S-toge, busser og taxaer på vej fra og til fester, som til festen selv.

Den lidt Ukendt Kunstner-lignende verden får den københavnske rapper endnu engang fremmanet til perfektion på ‘laos’ (kort for ‘lad os’), som du nu kan høre eksklusivt i det nye afsnit af Standard – Soundvenues hiphop-podcast.

Nummeret er en naturlig forlængelse af Artigeardits forrige single, det strålende ‘værformig’. Begge sange er lidt mere eftertænksomme end de seneste ting, rapperen har sluppet, for på singlen ‘Nummer’ og Icekiid-samarbejderne ‘Brandvarm’ og ‘Ik for børn’ var Artigeardit i sit sorgløse hjørne.

På ‘laos’ er det blevet lidt senere på natten, og stemningen er lidt mere fragmenteret. Den unge rapper flakker gennem byen uden klart mål – og uden batteri: »Lige nu er jeg sendt / jeg har kun 17 procent / jeg skal alt andet end hjem«.

Nummeret kan høres omkring 38:40 inde i podcasten (men vi anbefaler selvfølgelig, at du lytter til det hele).

Hør Artigeardits ’laos’ i Standard via iTunes HER.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af