Tyga spiller koncerter i København og Aarhus

Tyga spiller koncerter i København og Aarhus
Tyga

Så er der godt nyt, hvis du er til robot-flows, klubbeats og masser af attitude. Den amerikanske rapper Tyga kommer nemlig til København og Aarhus til februar, når han gæster Store Vega og Train.

Tyga, hvis navn står for Thank You God Always, har samarbejdet med nogle af hiphopverdenens største stjerner som Kanye West, Drake, Lil Wayne og Chris Brown. Sidstnævnte har han endda lavet både et solidt mixtape og et stærkt album med, der inkluderede kæmpehittet ‘Ayo’ og klubhittet ‘Bitches N Marijuana’.

Chris Brown-samarbejdet har nok været rapperens kommercielle højdepunkt, men han har også arbejdet med undergrunds-kultrappere som Chief Keef og Young Thug. Hans kendetegn er det monotone flow og de tunge beats, der allerede introduceredes ved gennembrudshittet ‘Rack City’ helt tilbage fra 2010.

Derudover har rapperen selvfølgelig opnået et helt nyt niveau af berømthed ved at date Kylie Jenner en overgang.

Koncerterne er Tygas første større shows i Danmark – han har dog tidligere spillet et klubshow på Hive i København. Dengang endte det i håndgemæng, efter at nogen kastede drinks på rapperen, så forhåbentlig går det bedre denne gang.

Billetsalget til begge koncerter starter fredag den 17. november kl. 10.00.

Tyga
22. februar
Store Vega
Billetpris: 300 kr.

23. februar
Train
Billetpris: 300 kr.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af