I august fik Danmark en helt ny festival med Haven på Refshaleøen, som mellem gastronomi og luksusøl præsenterede navne som Bon Iver, The National og Beach House.
Haven vender tilbage den 10.-11. august næste år, og nu har festivalen afsløret de 12 første navne til programmet: En ekstremt stærk og varieret pakke.
Dagens annonceringer:
Arcade Fire
Brockhampton
Einstürzende Neubauten
Ariel Pink
Big Thief
Kevin Morby
Moses Sumney
Thåström
Unknown Mortal Orchestra
Kamasi Washington
Cancer
The Royal Danish Orchestra
Arcade Fire vender tilbage efter en overdådig koncert på Roskilde Festival i år, kollektivet Brockhampton var noget af det bedste, der skete for hiphop i 2017, og så er der legendeskær fra støjrockpionererne i Einstürzende Neubauten.
Ovenstående krydres blandt andet med jazzvirtuosen Kamasi Washington og navne som Moses Sumney, Kevin Morby, Ariel Pink og Big Thief, der alle har udgivet solide eller stærke album i løbet af året.
I år positionerede Haven sig som en festival med fokus på spontane koncerter og samarbejder mellem musikere, hvilket der bliver endnu mere fokus på i 2018.
»Vi brugte første år på at lære os selv, pladsen og vores gæster at kende, og det var vores helt klare indtryk, at de besøgende var med på det syrede, mærkelige og udfordrende. Nu hvor vi kender rammerne, vil vi derfor forsøge at gå endnu længere med de kunstneriske eksperimenter, konstellationer og samarbejder for at udfordre os selv og vores gæster«, siger Sigurd Hartkorn Plaetner, talsmand for Haven, i en pressemeddelelse.
Haven kommer til at offentliggøre flere navne de kommende måneder.