1. SZA ‘Ctrl’
Selv om hun også tiltrak sig lidt underlig opmærksomhed som feature på Maroon 5-nummeret ‘What Lovers Do’, var det altså med albummet ‘Ctrl’, at SZA virkelig markerede sig i 2017.
’Ctrl’ er SZA’s første fuldlængde efter tre ep’er, hvor af den seneste, ’Z’ fra 2014’, markerede hendes indtog som den eneste kvinde i stalden hos pladeselskabet Top Dawg Entertainment, der er hjemsted for blandt andre Kendrick Lamar og Schoolboy Q. Og man skal altså lede længe efter et så helstøbt og velskrevet debutalbum.
Pladens følsomme r’n’b-numre er kendetegnet af SZA’s vokal, rå, nedbarberede arrangementer og så de komplekse melodier, som kvinden bag aliasset, Solána Imani Rowe, anfægter legende og ubesværet. Stærke gæster løfter også oplevelsen, og Travis Scott kigger forbi den smægtende ‘Love Galore’, mens Kendrick Lamar kan høres rappe ordet ‘pussy’ cirka 50 gange på ‘Doves In the Wind’. ‘Ctrl’ er et laid-back, bramfrit og følsomt album, hvor SZA virkelig markerer sig som en af r’n’b-genrens nye sværvægtere.
2. Hurray for the Riff Raff ‘The Navigator’
Alynda Segarra, hovedsangskriver i det New Orleans-baserede ensemble, har tidligere skrevet sange, hvis nærmest eksplicitte formål har været at skabe en mere inkluderende og feministisk americana-scene, men på dette års ’The Navigator’ gjorde hun noget langt mere interessant (selv om målet omtrent er det samme): Hun skabte et konceptalbum om den vejfarne Navita, et alterego af en slags, der optegner et liv i skyggen af immigranterfaringen i metropolen New York (Segarra har puertoricanske rødder).
Country møder doo-wop og latinsk polyrytmik støder sammen med de vestlige sangformer, så et nyt, frisættende musikalsk sprog opstår: »I just want to fall in love, and not fuck it up«, lyder det på ’Pa’lante’, der er typisk for projektet ved at være en protestsang samtidig med, at det er en introspektiv beretning om individets vilje til at finde sin plads.
3. 21 Savage ‘Issa Album’
Atlanta-rapperen 21 Savage har brugt hele året på at modbevise forestillingen om, at en klassisk, nihilistisk gangsta-rapper som ham er for monoton til 2017. Han har storhittet med ’Bank Account’, skabt et uventet politisk statement med ’Nothin’ New’ og senest anklaget den ældre rap-generation for at være dobbeltmoralske, når de anklager de yngres narkomisbrug.
21 Savages debutalbum fra juli koncentrerer rapperens styrke (minimalistisk, ond rap over afdæmpede trap-beats) på de ovennævnte sange og tilføjer kærlighedssange (’Special’) til paletten. Men 21 Savages styrke er stadig ting som ’Close My Eyes’: En ond, afdæmpet gangsta rap-sang, hvor han får et omkvæd som »I see dead bodies when I close my eyes, dawg« til at blive et catchy et af slagsen.
Det viste sig, at det man troede var rapperens svaghed i virkeligheden var hans styrke – nemlig det, at han formår at gøre ekstremt meget med ekstremt få virkemidler.
4. Big Thief ‘Capacity’
Brooklyn-scenen skyder ikke længere stjernefrø af i helt samme tempo som sidst i 00’erne, men det handler nok mere om, at hypen er flyttet videre. For hvis Big Thief er repræsentativ for niveauet på den lokale musikscene, så skal jeg love for, at træet giver gode frugter.
Big Thiefs sange kombinerer minimal instrumentering med en fokus på stemme og lyrik, der fremmaner intense dramaer, der dog netop fremstår des stærkere fordi de afleveres som tyste kærtegn frem for som syngende lussinger. Der ligger helt sikkert spøgelser fra en traumatisk fortid på lur i Adrianne Lenkers lyrik, der synes specifik og konsistent nok til at være ladet med selvbiografiske detaljer, men samtidig er udsagnene abstrakte og universelle nok til, at alle vil kunne spejle sig i dem. ’Capacity’ giver sin lytter flossede nerver, men håbet drejer hele tiden i luften som en mulighed, man kan gribe ud efter.
5. Daniel Caesar ‘Freudian’
Med Drake og The Weeknd har Torontos hiphop- og r’n’b-scene fået sine fakkelbærere, og siden de to herrers storstilede gennembrud er der langsomt poppet friske talenter op. Daniel Caesar udgav et par solide ep’er i 2014 og 2015, men debutalbummet ’Freudian’ føles som en midlertidig kulmination.
Caesar er dog langt fra Drakes caribiske popslagere og The Weeknds mørkesitrende r’n’b, og på ’Freudian’ smelter det 22-årige stortalent blid neo-soul og intime gospel-inspirationer sammen til et lækkert og smooth, men heller ikke for rart, r’n’b-album, der for eksempel smager lidt af Chance the Rapper (’We Find Love’) og Frank Ocean (’Transform’). Uden dog på noget tidspunkt at give slip på, at det her er Caesars vision, som blandt funky basgange og smidige guitarlinjer folder sig ud med kærlighedens uomtvistelige bølgegang i teksterne.
6. Bedouine ‘Bedouine’
Azniv Korkeijan, den armensk-syriske kvinde, der gemmer sig bag pseudonymet Bedouine, var et noget nær optimalt næste retro-lydende projekt for Spacebomb, Matthew E. Whites kombinerede label/husband. Hvor White i 2015 søsatte Natalie Prass’ Dusty Springfield-farvede soul med stor kritikerapplaus til følge, er Bedouine en mere folket, underspillet affære, hvor fokus er knapt så meget på arrangementer og instrumentering som på sangskrivning.
Men førstehåndsindtrykket snyder en smule, for ’Bedouine’ er realiseret med en udsøgt fingerspidsfornemmelse, så man føler sig hensat til en døsig forårsdag i 1970, hvor ’Bedouine’ passende kunne have delt placering i en kasse i pladebiksen med udgivelser fra Nick Drake, Vashti Bunyan og Linda Perhacs.
7. Lorentz ‘Lycka Till’
Lorentz er mere Drake end Drake. Svenskeren er endnu mere besat af sit designertøj, beskeder fra piger, han ikke engang særlig godt kan lide, og sin egen coolness. Men det er netop hans hypersensitivitet overfor egne følelser og den moderne måde at forvalte forhold på, der gør Lorentz’ pop-rap så rammende og smuk.
’Fiona’ og ’Formula’ er autotunet, elektronisk (eks-)kærligheds-hiphop, der lyder som Drake-sange, der vender vrangen på sig selv. Dén form for opløsning gennemsyrer ’Lycka Till’, der er en slags mørk tvilling til det mere entydigt poppede debutalbum ’Kärlekslåtar’ fra 2014. Start med bangeren ’Holiday’, den ømme ’120 euro’ og det euforiske Madi Banja-samarbejde ’Be för mig’.
8. The Weather Station ‘The Weather Station’
Tamara Lindemans sange flyder af sted som en flod, hvis bugtninger det kan være svært at overskue, selv fra fugleperspektiv. Hendes fraseringer skifter mellem det sejt gyngende, impulsivt konverserende og luftige, høje toner og triller. Man kan sige, at hendes associationsbårne lyrik næsten inviterer til denne opfindsomme, nogle vil sige små-manierede sangstil, der kan give mindelser om et andet kvindeligt stortalent, som musikalske begrænsninger ligeledes synes at prelle af på, nemlig Fione Apple.
’The Weather Station’ er Lindemans fjerde album under sit foretrukne pseudonym, og valget af den eponyme titel må næsten bero på den omstændighed, at sangerinden selv godt er bevidst om, at hun med sange som ’Thirty’ og ’Kept It All to Myself’ er trådt ind et i nyt musikalsk rum, hvor ethvert begrænsende glasloft for længst er sprængt.
9. Playboi Carti ‘Playboi Carti’
Vi havde ikke lige fanget, at Playboi Carti med sit selvbetitlede debut-mixtape fra april var en af de mange rappere fra Soundcloud-miljøet omkring stjernerne Lil Yachty og Lil Uzi Vert, der skulle bryde ud for alvor. Hans skæve måde at bruge ad-libs på og produceren Pi’erre Bournes subtile melodier stak ikke lige så meget ud som de to Lil-rapperes melodiske stil.
Til gengæld var sange som megahittet ’Magnolia’ og Uzi-samarbejdet ’wokeuplikethis*’ umulige at få ud af hovedet, når først de var sivet ind. De mange små gentagelser og adlibs på ’Magnolia’ er et perfekt eksempel – her blev selv produceren Pi’erre Bournes drop (»Yo Pi’erre, you wanna come out here?«) en lille catchphrase inde i en sang, der allerede var fyldt med dem.
Playboi Carti fulgte apriludgivelsen op med en stærk og voldsom koncert på Roskilde Festival som afløser for Lil Uzi Vert.
10. Vagabon ‘Infinite Worlds’
Den i New York bosatte, men camerounsk-fødte Laetitia Tamko, debuterede i starten af året under navnet Vagabon med et fremragende, 28 minutter kort debutalbum, hvor hun nærmest ene kvinde vækker indierocken fra dens komatøse dvale med sin ukunstlede DIY-tilgang og sin fuldstændig egenartede tilgang til genrer og sangstrukturer.
Der ligger overraskelser på lur i samtlige otte sange på ’Infinite Worlds’, der derfor fortjener prædikatet: En af årets mest frygtløse rockudgivelser. Mest imponerende er det i virkeligheden, at Tamko får sin betragtelige bedrift til at lyde lige så ukompliceret som at slentre ned til kiosken efter cigaretter. Se, dét er en kunst!
Læs også: Class of 2017: Årets 10 mest lovende nye rappere