Roskilde Festival: Arcade Fire gav den som både prædikanter og partyband

Det virkede næsten som en gave fra oven. Efter at have stået fredagens sjaskede strabadser igennem blev festivalgængerne lørdag belønnet med en dybblå aftenhimmel, og som bonus leverede et af festivalens absolutte hovednavne en tændt indsat af den slags, der skaber Kodak moments i den kollektive Roskilde-bevidsthed.

Arcade Fire er et pudsigt sted i karrieren, hvor man venter med en blanding af spænding og tvivl på deres næste træk. Efter at have sat deres signaturklingende hymnerock på pause på 2013’s funk-, disco- og reggae-influerede ’Reflektor’, har vi den seneste måned fået tre singleforløbere til albummet ’Everything Now’, der udkommer i slutningen af juli. Og det er lidt svært at greje, hvad de to discoficerede numre ’Signs of Life’ og ’Everything Now’ samt den mere dystert huggende ’Creature Comfort’ peger i retning af – jeg er ikke umiddelbart overbevist.

Om Arcade Fire vil være prædikanter eller partyband, fik vi ikke noget entydigt svar på. I sin guldfarvede basketballjakke med hatten kækt på sned og hvid skjorte, bukser og sko lignede Win Butler umiddelbart mest en highschool-laps, men senere skruede han den intense attitude på, da han trådte op på monitoren og med svedige hårkager klæbende til ansigtet skuede almægtigt ud over menneskehavet.

Til gengæld understregede koncerten, hvor sammentømret og kraftfuldt et live-bekendtskab, canadierne er. For ikke alene leverede alle otte m/k på scenen en tændt og fokuseret indsats; de havde også fået sammensat en setliste, der driblede behændigt rundt i bagkataloget med sans for både dynamik og genreafveksling.

Der blev uddelt stadion-punch med schwung fra start, hvor ’Wake Up’ (og senere ’Rebellion (Lies)’) understregede det bredtfavnende potentiale, Arcade Fires musik allerede besad på debuten ’Funeral’ – og det mundrette ’åh-åh’-refræn skabte øjeblikkeligt euforisk bølgegang i pitten.

’Ready to Start’ og ’Month of May’ var indædte guitarrockudladninger, hvor der blev skåret helt ind til marven, og så fik de på ferm vis inkorporeret deres forholdsvis nyfundne disco-kærlighed i flere ældre sange, hvor et dansabelt, steady beat skabte en rød tråd i koncerten.

På den måde lød Arcade Fire som et band med nyfunden energi og fokus, i gang med at spille sig fri af andres og egne forventninger. Om det fungerer i albumformat, kan jeg have min tvivl om, men som fællesskabsmagnet på Dyrskuepladsen fungerede det upåklageligt.

Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival