Produceren Bloodpop står bag flere hits på Justin Biebers ‘Purpose’-album samt singlen ‘Friends’, og han har derudover produceret for en lang række af kendte popkunstnere. Han gør sig også en del i at lave remixes, og nu er Taylor Swifts ‘…Ready For It?’ fra ‘Reputation’-albummet kommet igennem Bloodpop-maskinen.
Bloodpop plejer at tilføje de samme ingredienser til det meste, der kommer igennem hans maskineri, og ‘…Ready For It?’ er ingen undtagelse. Det agressive åbningsnummer fra ‘Reputation’ er blevet til et lidt lettere nummer med enkelte akkordændringer, et instrumentalt omkvæd, et bouncy synthtema og masser af sidechain.
Det hørte man blandt andet også på Bloodpops remix af Haim-søstrenes ‘Little of Your Love’, og producerens gentagne brug af de samme virkemidler gør, at numrene næsten kommer til at lyde som parodier på musikåret 2017.
Remixet afsluttes med en ustemt guitar i outroen, og herfra kan man håbe på, at Swift ikke overlader sine numre til den EDM-elskende producer igen.
Læs også: First Listen: Vores førstehåndsindtryk af Taylor Swifts ‘Reputation’ – sang for sang