Glædelig jul fra Mike Skinner, der netop har delt to nye numre som The Streets: ’Burn Bridges’ og ’Sometimes I Hate My Enemies More Than My Friends’.
De to nye numre er landet, efter Skinner i efteråret afslørede, han ville vende tilbage til scenerne som The Streets efter et par år, der primært har stået på dj-sets og producerjobs. Da offentliggjorde han seks nye shows til april, der dog desværre ikke tager ham til Danmark – men forhåbentlig han overvejer at forlænge turnéen, nu da der også er kommet nye toner til.
Da Mike Skinner offentliggjorde sin turné i efteråret, forklarede han følgende: »Nu er der gået lang nok tid med mine Tonga-fester, de nye rap- og grime-mc’er, jeg har produceret, og dj-sets. Jeg har levet med musik, siden jeg lavede The Streets, i næsten lige så lang tid, som jeg lavede The Streets. Jeg er godt nok ikke fyren, der ryger i bilen længere. Jeg er blevet fyren på klubben, så jeg håber, folk vil tilgive mig for at starte efterfester på natklubberne efter hvert show«.
Sidst vi hørte fra The Streets i albumform var i 2011 med ’Computers and Blues’.